Skærbæk Havnefest afholdes i år for 16 gang den. 19 august. Det summer i hele byen med et væld af aktiviteter denne weekend. Havnefesten kickstartes i dag med med en høvdingeboldturnering, for børn og voksne, på byens multibane ved skolen. Samme aften har “SAT”(Årets revy) forpremiere med ostebord ved havnen.

Stor havnefest lørdag

I morgen lørdag vil hele havnen igen summe af liv med skaterbane for børnene, kræmmermarked, tombola, klatrevæg ud over havnen og selvfølgelig selve havnefesten om aftenen.

Alt dette arrangeres af Skærbæk Festlaug, som er et underudvalg af Skærbæk Beboerforening, i et samarbejde med blandt andet SAT, Dagli’ Brugsen, spejderne, Multibane- udvalget og frivillige forældre.


 
“Vi har de sidste mange år genereret et overskud på mellem 15-20.000 kr. som hvert år bliver delt ud til nogle af de frivillige foreninger og institutioner i Skærbæk, fx spejderne, børnehaven Fyrtårnet,” fortæller Lars Midtgaard, som er presseansvarlig for weekendens fest.

Bygget på frivillighed og fælleskab

Alt hvad, der sker i byen denne weekend er 100% drevet af frivillige og alle gør det udelukkende for at støtte vores lille samfund og skabe en god og glad weekend for alle – unge som gamle, fortæller Lars Midtgaard til Fredericia Avisen.

“Faktisk tænker jeg det er ret unikt, at vi i et så lille et samfund kan engagere så mange mennesker, både de ca. 50 personer der er med til, at få det hele til at fungere, men også de mange besøgende,” siger Lars Midtgaard.

Høvdingebold med 100 deltagere spiller for skolebørnene

Omkring 100 deltager i høvdingeboldturnering fredag aften og overskuddet herfra går til vedligeholdelse af skolens multibane, som jo hverdag flittigt bliver brugt af alle skolebørnene

Om aften er der for præmiere på revyen, for dem som ikke er til den store fest om aftenen, også her er der ostebrød. Der er solgt 140 billetter på forhånd.

Skatepark og grillpølser

Lørdag er det “Skatepark” på havnen, med DJ og Skateshow, arrangeret af erhvervsmanden Ulrich Nicolaisen.

Klatrevægen står spejderne for, men spejderne stopper ikke her, for de står også for salg af grillpølser under den store fest lørdag (det er kl. 23, hvor grillpølserne serveres som natmad). Til gengæld tjener de lidt penge til deres aktiviteter ved at rydde op i teltet.

Overskud går til lokalsamfundet

Hele overskuddet går hvert år til foreninger eller institutioner i Skærbæk, f.eks. kan nævnes borde/bænkesæt til børnehaven, sommerhusene ved Børup Sande, som bliver brugt af alle institutioner og foreninger, fortæller Lars Midtgaard og slutter:

“Frivillige er kittet som binder gode lokalsamfund sammen” eller ”Hvis vi vil have liv i Skærbæk, må vi selv skabe det. Hvem skulle ellers gøre det?”