Signe Mølby er en af de rutinerede spillere på FHK’s 2. divisionshold. Onsdag tog de hul på sæsonen, hvor venstrefløjen er en af de spillere, der skal tage ansvar på holdet.

FHK endte med at spille 16-16 i åbningskampen i 2. division mod Skanderborg 2, efter eller sat have været i front med 13-8.

“I første halvelg stod vi godt i forsvaret og i anden halvleg dalede vi lidt og lavede fejl i angrebet, som de straffede i kontrafasen,” siger Signe Mølby til Fredericia AVISEN og kommer ind på, hvordan det var at komme i gang med sæsonen:

“Det var dejligt, men det er altid spændende med første kamp, når man er et nyt hold,” forklarer hun.

Tilstedeværelsen i 2. division gør, at FHK nu ikke længere kan indstille sig på modstanderen på samme måde som tidligere. Eksempelvis vidste FHK intet om Skanderborg før dagens kamp.

“Vi kendte ikke noget til dem. Vi så holdkortet, og kunne se, at de havde et par af de unge ligaspillere med og så kendte Mia (FHK’s træner, red.) et par spillere, som er på hendes alder,” siger Signe Mølby.

Med nedrykningen til 2. division mistede FHK en del spillere, og det har gjort, at Signe Mølby nu er en af profilerne på holdet, efter i de senere år at have stået i skyggen af andre spillere.

“Det er sjovt, at det nu er mig, der er mere i spil end i 1. division,” siger Mølby og kommer ind på, hvorfor hun valgte at fortsætte i FHK:

“Jeg kan godt lide at være her, jeg kan lide pigerne, der er søde at være sammen med,” siger hun.

Hvad er jeres ambitioner for sæsonen?

“Vi går ind med ambitionen om at vinde så mange kampe som muligt. Vi ved ikke så meget om de andre, så det er svært at sige hvad vi vil, men vi vil i den bedre halvdel,” slutter Signe Mølby.

https://www.facebook.com/menyfredericia/