Byrådet i Middelfart Kommune har mandag aften, på den lukkede dagsorden, behandlet sagen om kommunaldirektør Willy Feddersens fratrædelse. Byrådet har godkendt fratrædelsesaftalen. 

Willy Feddersen har været fritaget fra tjeneste siden et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde den 27. januar, og er med byrådets beslutning nu fritstillet med de vilkår, som indgår i fratrædelsesaftalen. 

Beslutningen er begrundet i byrådets ønske om en anden profil i spidsen af organisationen for at kunne løfte den fremadrettede opgave.

Rekrutteringen af en ny kommunaldirektør er samtidig igangsat, og ambitionen er, at en ny kommunaldirektør kan tiltræde 1. juni. I mellemtiden er direktør for Teknik og Miljø, Thorbjørn Sørensen, konstitueret som kommunaldirektør.

Det melder kommunen i en presseorientering.