Vejen mellem Sao Paulo og Sáo Simáo er fuld af overraskelser. Vi kører zigzag mellem store huller i asfalten og lastbilernes unådige overhalinger. Trods det, når vi heldigvis frem til en mindre by beliggende i staten Goiás. Klimaet er mildt tropisk og stemningen hverdagsagtig.

Med åbne arme bliver vi imødekommet af Keilas familie. Sáo Simáo er nemlig Keilas hjemby. Keila er vores rejsefælle. 

Når jeg tænker på Brasilien, tænker jeg aller mest på rytmer og farver, men også på byernes forskellighed. Den brogede kultur synes iøjenfaldende. Ligeledes er fællesskabets vigtigthed. Min oplevelse er at brasilianerne omfavner fællesskabets unikhed. 

Jeg vil gerne fortælle om vores barbecue-date, rettere et større familiearrangement, hvor alle var med til at sørge for noget. Nogle tog mad med, flere lavede maden, andre hentede øl, og dem med de rette forbindelser sørgede for musikken. Indimellem var der også tid til pauser og snak i skyggen, eller gåture ved søen og masser af kram og glæde over det, at være sammen. 

Vi skulle ikke spise på noget specielt tidspunkt, bare når vi synes, eller når vi var sultne. Det fik nogle til at hoppe i poolen eller andre til at danse, mens grillen blev passet med en særlig ekspertise som kunne tænkes helt specielt at høre `the barbecue nation´ til. 

Det var Tim, Ulrik, Keila, Zitta og jeg som havde inviteret. Hotellet vi boede på lånte os grill-området, og selv personalet hjalp til i forhold til at dette skulle blive en god fest. Festen varede iøvrigt hele dagen. Udover festligheden var vores barbaque en hjertevarm reunion, Keilas familie imellem. De mødes sjældent allesammen på samme tid, idet de bor forskellige steder i Brasilien. 

Dagene i Sáo Simáo beskrives bedst som mødet med det lokale liv. Bla. trænede Tim og jeg med, når byens street-trænings-kultur pludselig dukkede op i parken i nærheden. Træningen foregik på portugisisk, men sprog hindrer ikke bevægelse og muligheden for at mødes. Det var vildt sjovt at deltage, og high fives og latter fyldte både området og træningen med lethed.  

Vi besøgte Keilas forældre hver dag. 

I Baiana og Tunicos gårdhave var der så megen hjertevarme at både naboer, børnebørn og børn dagligt kom forbi. Kolibrier og store sommerfugle fløj rundt under taget og hundene logrede i haven, mens solen skinnede og hængekøjen vippede. Udelivet indbyder til at mennesker deler tid. 

Det var en stor opgave at rejse fra Sáo Simáo fordi nærværet havde fyldt dagene på en mild og særlig måde. Ingen kan vænne sig til at sige farvel og samtidig vide, at næste gang gensynet sker, er om et år. 

Vores næste stop blev Foz do Iguacu og en morgentemperatur på 4 grader. Det var friskt, og jeg havde det som om jeg ikke kunne få nok tøj på for at få varmen, efter Sáo Simáos 26 grader 🙂 

Vi besøgte byens abnorme vandfald og meget smukke natur. Foz do Iguacu ligger tæt ved Argentinas grænse. Som vi iøvrigt også passerede, for at nyde en aften med tango og stemning. 

Jeg er på dette tidspunkt af rejsen, stærkt indtryksberiget af alle de mange livfulde oplevelser ugerne i Brasilien bød mig. 

Vores sidste stop er Rio, hvormed rejsens sidste erkendelser og refleksioner tilmed lander. Vi opholder os denne gang et andet sted i byen, end vi gjorde da vores rejse startede. Rio er broget og nærmest agil. Hvide strande, bandekrige, samba og solskinsdage, gør at byen er verdenskendt. Brasilien i min optik en kulørt collage visende alt det, som verden er og kan være. Både godt og ondt. Spørgsmålet er nok bare. hvor man kigger hen, eller hvad man vælger at se. 

Kærlig hilsen 

Tina 

tinablomstergren.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her