Ellen Grigorian Gammelgaard har altid været kreativ. I august 2018 tog hun springet og rullede sin egen webshop, House Of Grigorian, ud.

Det er fredag eftermiddag, og Ellen har en ledig stund i sin kalender efter fyraften. Klokken har lige passeret 16:00, og Ellen træder ind ad døren på Kurt’s Kaffebar, hvor jeg sidder klar til at få fortællingen om Ellens garnvirksomhed.

Ellen er 30 år og kommer fra Fredericia. Hun er uddannet Bachelor of Science i Medialogi fra Aalborg Universitet i Esbjerg. Til dagligt arbejder hun hos Baxx Promotion, men hun har en fortid hos Indeks Retail, hovedkontor for Bog & idé, Legekæden og BOGhandleren, og siden 2007 har hun i weekender arbejdet hos Bog & Idés butik i Fredericia.

Men hvordan opstod idéen så til garnvirksomheden, House Of Grigorian?

“Det er et godt spørgsmål. Jeg har altid været kreativ, og jeg startede med at hækle, som ni-årig, da min mor lærte mig det. Jeg har altid haft passion for det. Hækling har altid været inspirerende for mig. Jeg følte dog, at der manglede ting i de garnbutikker, som jeg besøgte på nettet, og derfor åbnede jeg min egen, efter at have tænkt det igennem i flere år,” siger Ellen, der havde den forberedende proces, mens hun var på barsel:

“Jeg havde ikke så meget tid der, da jeg skulle passe den lille, men efter barslen, åbnede jeg. Jeg havde nået at lave det meste inden, som f.eks. at købe de nødvendige ting, og jeg var startet på billedeprocessen. Jeg ventede bare på at blive klar og skulle trykke udgiv,” forklarer Ellen, der har fundet inspirationen til navnet House of Grigorian fra hendes mellemnavn Grigorian, der i øvrigt stammer fra hendes armenske rødder.

Pt. er House of Grigorian et hobbyprojekt for Ellen, og hun håber at vækste på sigt, men hun vil fortsætte med at have et almindelige dagligdags job.

“Jeg håber, at jeg en dag bliver større. Jeg har mange ideer til det, hvad jeg gerne vil have med, og jeg håber, at jeg kan få det udøvet. Det hele handler om hygge og kreativitet,” fortæller Ellen.

Produkter fra House of Grigorian.

Hvor får du inspiration til House of Grigorian?

“Det sker ofte, når jeg går i seng, hvor jeg ligger en halv time og tænker på forskellige ting. Om det er messer eller andet, er jeg glad for at blive inspireret. Den største inspiration for mig er naturen. Jeg elsker naturen og pynteting fra den. Man kan lave mange ting,” siger Ellen og peger på en pynteting lige ved siden af vores bord på Kurt’s Kaffebar.

Hvilke messer tager du på?

“De sidste tre år har jeg været på Kreative Dage i MesseC, hvor jeg sagtens kan bruge en hel dag på at gå rundt. Der er det ikke kun garn, som jeg kigger på. Det kan også være ting som stof, syning og papirkunst,” forklarer Ellen, som kommer ind på trenden inden for garn:

Chimera boumuldsgarn

“Der er meget fokus på bæredygtighed, og jeg prøver derfor at lave ting, hvor der er mindre spild. Inden for garn er der også meget med bomuld, og jeg arbejder meget på bæredygtige opskrifter, som kommer op inde på hjemmesiden. Både nogle der er gratis og nogle, som man kan købe.”

Samtalen med Ellen drejer sig nu i retning af hendes fuldtidsjob, hvor hun pt. arbejder hos Baxx Promotion, hvor Ellen, udover design, har ansvarsområder indenfor blandt andet de sociale medier og generel markedsføring. Forinden havde hun arbejdet hos Indeks Retail fra 2014 – maj 2018.

Produkter fra House of Grigorian

“Efter barsel sagde jeg op hos Indeks Retail. Jeg synes, at jeg havde udviklet mig nok der og søgte nye udfordringer. Det var nogle gode år hos dem, men tiden var den rette til at komme videre,” udtaler Ellen og fortæller om sin fritid:

“Jeg bruger rigtig meget tid med familien. Jeg pusler med huset, og jeg kan godt lide at få ny faglig viden og udvikle mig,” lyder det fra Ellen.

Læs mere om Ellen og House of Grigorian på hendes hjemmeside.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere