I 1966 så Shell Raffinaderiet dagens lys på Egeskovvej i Fredericia. Gennem årtier har raffinaderiet leveret brændstof, arbejdspladser og omtale, og her har raffinaderiets direktører gennem årene spillet en stor rolle i lokalsamfundet i almindelighed og i særdeleshed på raffinaderiet. Fredericia AVISEN mødte raffinaderiets nye direktør, Thomas Griepp i samtale om opgaven i Fredericia og hans egen baggrund.

Januarstormen raser og regnen pisker ned, så vi skynder os ind ad døren til administrationen hos A/S Dansk Shell i Fredericia, hvor Pressechef Torben Sørensen byder os velkommen. Efter sikkerhedstjek og instruktioner går turen til Thomas Griepps kontor for enden af gangen på førstesal. Thomas rejser sig fra sin skrivebordsstol og byder os velkommen med et smil, hvorefter vi tager plads ved mødebordet.

“Jeg startede min karriere i Shell i 1988, og gennem ti år besad jeg forskellige roller indenfor det tekniske område – projekter, turn arrounds (større vedligeholdelsesstop, red.) og vedligehold. Jeg er oprindeligt uddannet diplomingeniør,” indleder Direktør Thomas Griepp og fortsætter:

“Jeg er virkelig glad for at være tilbage i Fredericia, jeg har faktisk været forbi tidligere. Da jeg trådte til som direktør i december 2019, var det derfor fantastisk at være tilbage, og møde nye gode kolleger. Jeg står i spidsen for et hold af dedikerede medarbejdere, og jeg må sige, at det har været en fornøjelse at komme hertil.”

Kan du uddybe det?

“Danskerne smiler meget. Alle er venlige og man løfter opgaverne sammen. I min position skal jeg tage mig af medarbejdere og sikre, at alt kører efter bogen, og sikkerheden kommer altid først hos os. Dertil skal vi også være en del af lokalsamfundet og blandt andet i den forbindelse være gode naboer. Jeg havde i denne uge også fornøjelsen af at deltage i Business Fredericias nytårskur, hvor jeg hilste på Formand Bent Jensen, ADPs Direktør Rune D. Rasmussen og Borgmester Jacob Bjerregaard. De gav mig en varm velkomst, og jeg glæder mig til at blive en del af Fredericia,” fortæller Thomas Griepp.

Den 58-årige tyske direktør er flyttet ind i en lejlighed i Kanalbyen, hvor hans hustru Brigitte også har været forbi. Hun nyder også byen.

“Fredericia er en skøn by, og den har det hele. Den er meget charmerende. Vi var også forbi Vejle og Kolding, men vi valgte Fredericia. Udsigten til Lillebæltsbroen og det at være tæt på alt trak i os. Derudover ved jeg allerede nu, at jeg kommer til at følge med i håndbold og fodbold, og efter besøget i Fredericia Teater ved nytårskuren er jeg også sikker på, at jeg vil være at finde der i ny og næ. I kan være stolte af jeres by. Der er mange fine omgivelser og byen har alt,” siger Thomas Griepp.

Hvordan ser du Shell Raffinaderiet som arbejdsplads og stedets rolle i samfundet?

“Det er et godt sted. Som jeg sagde, så har jeg mødt kompetente og åbensindede kolleger. Alle gør det godt. Fremtiden kender vi dog ikke, men vi har gode folk i gang med at se på den, f.eks. med Everfuel og Brintfabrikprojektet, men det er for tidligt at sige for meget der endnu. Verden er under forandring, og vi følger naturligvis med. Det er work in progress, som man siger på engelsk. Som jeg sagde, så skal vi være en aktiv spiller i lokalsamfundet, en god arbejdsplads, en god nabo og en ansvarlig virksomhed. Det er jeg sikker på, at vi kommer til at leve op til fortsat og personligt ser jeg frem til opgaven herude,” fortæller Thomas Griepp, inden vi spørger ham til fritiden.

“Jeg bruger fritiden med venner og familie. Jeg har to voksne sønner, min hustru og mine forældre. Ja, de lever endnu. De er tæt på 90 år gamle. Jeg har været 30 år væk fra Hamburg, så det er godt at være tættere på den by igen, og jeg kan nyde mine weekender der – og stadig komme hurtigt til Fredericia,” fortæller Thomas og fortsætter:

“Derudover er jeg glad for at være i Fredericia – det er heller ikke helt nyt for mig. Jeg var faktisk flere gange i Danmark på ferie, da jeg var dreng, og jeg vandt et ro-stævne i Sønderborg i 1974 – og jeg kan derfor godt bekræfte, at det er sandt, når man siger, at danskerne er glade. De smiler altid og det smitter allerede af på mig. Generelt har danskerne en positiv måde at gribe livet og udfordringerne an på. Jeg prøvede f.eks. at skulle indlevere post, hvor jeg ikke havde set, at man skulle trække et nummer, så kom der en ældre mand med et nummer og sagde, at jeg skulle tage det. Det var virkelig venligt, og siger meget om gæstfriheden og samfundet”.

Shell Raffinaderiet (Foto: Det Kongelige Bibliotek / Hammer Foto)

“Nå, men du spurgte til fritiden. Jeg holder mig naturligvis også i form, man skal være fit, når man skal bruge kræfterne på at arbejde og lede mennesker, og derfor går jeg i fitness og er generelt glad for at bevæge mig. Jeg har også en veteranbil – en Mercedes Roaster og en gammel MC. Jeg elsker at cruise. Begge køretøjer er over 20 år gamle. Derudover så elsker jeg livet og min familie. Jeg sprang også i faldskærm med mine sønner. Det var stort. Jeg tror på, at sådanne oplevelser bringer os tættere. Derudover er jeg på begynderstadiet med at spille klaver. Så jeg har nok at give mig til,” slutter direktøren i dette første interview med Fredericia AVISEN.

Inden vi forlader Shell får vi også anekdoten fra Thomas Griepps jul. Efter Shells traditionelle juletræsfest for raffinaderiets ansatte og familie havde han smagt ris a la mande med kirsebærsovs. Han fandt desserten fantastisk og tog den med hjem til jul i Hamburg, hvor familien også blev begejstret. Med hans overskud, hans smil og hans tilstedeværelse bliver han en spændende direktør at følge i Fredericia.

Raffinaderiets historie

Raffinaderiet blev opført i årene 1963-66 og indviet i august 1966. Shell Raffinaderiet har altså allerede fejret 50 års fødselsdag. Produktionsanlægget var oprindeligt konstrueret til at forarbejde importeret olie. Men i takt med at Danmark blev gradvist mere selvforsynende, blev der anlagt en 320 km rørledning fra Nordsøen og ind til raffinaderiet.

Siden 1984, hvor rørledningen fra Nordsøen blev etableret, har den råolie, der bliver raffineret i Fredericia, hovedsageligt været Nordsø-olie. For øjeblikket kommer der ikke helt så meget råolie ind, da en af de vigtigste boreplatforme i Nordsøen er under renovering, og derfor importerer raffinaderiet en del til at supplere op.

Shells havneterminal på havnen i Fredericia blev taget i brug allerede i 1912, dengang som importterminal. Efter Shell Raffinaderiet blev etableret i 1966, er havneterminalen også blevet benyttet til eksport af færdigraffinerede olieprodukter.

Siden 1984, da rørledningen blev etableret og dermed fuldendte infrastrukturen mellem Nordsøfelterne, DOP’s råolieterminal, Shell Raffinaderiet og Shells havneterminal, har havneterminalen også fungeret som udskibningsterminal for råolie og gas.

Shell ejer desuden den syv kilometer lange rørledning, der forbinder Raffinaderiet og havneterminalen.

Fakta og tal

På raffinaderiet omdanner Shell råolien til flydende gas, jetbrændstof, fuelolie, benzin, diesel og fyringsolie mv. Lidt over halvdelen af de færdige olieprodukter udskiber Shell fra havneterminalen i Fredericia Havn, så det er en travl terminal. Resten af produkterne bringer hundredvis af tankbiler dagligt ud til kunder i hele Danmark.

Indviet: 1966

Kapacitet: 3,4 mio. tons råolie pr. år

Produktion: Flydende gas, jetbrændstof, fuelolie, benzin, diesel, biobrændstoffer, petroleum og fyringsolie

Forarbejdning: 35% af alle danske brændstofprodukter

Eksport: Råolie til raffinaderier uden for Danmark samt raffinerede produkter

Antal medarbejdere: Cirka 240 fastansatte. Dertil kommer faste underleverandører, sommetider op til flere hundrede.

Grund: Cirka 70 ha. (svarer til 138 fodboldbaner)

Tankkapacitet på raffinaderiet: Cirka 660.000 m³

Tankkapacitet på terminalen: Cirka 70.000 m³

Raffinaderiet er i drift og bemandet døgnet rundt og har omkring 240 faste medarbejdere. Med cirka 100 personer er raffinaderiteknikerne den største faggruppe.

https://www.ibc.dk/nyheder/infomoeder-paa-ibc/

Leave a Reply