Grundlovsdag falder i år på en søndag – og i Fredericia fejres den af de røde partier i Madsbyparken – så der er mulighed for at tage hele familien med og fejre den gamle lov med frihedsrettighederne.

For SF er det Karina Lorentzen, folketingskandidat, som holder talen. Og vil bruge Grundlovsdagen til at slå et slag for at udvide demokratiet. Blandt andet mener hun, at tiden er inde til at give de 16 årige valgret – og de udviklingshæmmede ret til at stemme:

-I Folketinget kæmpede jeg for at de udviklingshæmmede under værgemål kunne få lov til også at stemme til valgene. De er jo også mennesker med holdninger til samfundet og ikke mindst til, hvordan deres hverdag bør være indrettet. Det er oldnordisk at nægte dem muligheden for at stemme, fordi de er sat under administrationer, siger Karina Lorentzen.

Arrangementet i Madsbyparken starter kl. 12 – og alle er velkomne. Karina Lorentzen taler kl. 12.45.