Hvert år, når kalenderen runder 1. maj er det tid til arbejdersange og buldrende taler. Arbejdernes Internationale Kampdag er for mange venstreorienterede en mærkedag, der skal fejres. For SF’s medlem af byrådet i Fredericia Kommune, Connie Maybrith Jørgensen, er det ingen undtagelse. Selv skal hun holde flere taler.

– Jeg starter ved 3F til et arrangement, hvor jeg skal tale. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Senere er jeg også på nede i Tøjhuset ved den fælles 1. maj fejring med de faglige organisationer, fortæller Connie Maybrith Jørgensen.

– 1. maj er en væsentlig dag for mig. Jeg er rundet af fagbevægelsen og har været tillidsrepræsentant. Jeg tror ikke på, at nogen lønmodtagere nogensinde har fået noget foræret. Så sammenholdet er alfa og omega. I de her tider, hvor det er svært at vurdere om, man er en del af en rigtig fagforening eller en forretning, så er der brug for, at vi står sammen, siger Connie Maybrith Jørgensen.

Talerne skal handle om det lokale

Ved kommunalvalget i november sikrede Connie Maybrith Jørgensen hende selv og SF et mandat i Fredericia Byråd. Det er også det lokale, der betyder noget i årets 1. maj-tale.

– Dels kommer det til at omhandle situationen lokalt, hvor vi har fået rigtig mange nye jobs, men stadig er udfordret i forhold til ledigheden. En væsentlig del her er, at folk kan blive opkvalificeret til de jobs, der er – men også at fagbevægelsen går ud til arbejdsgiverne og fortæller, at der er brug for en større rummelighed, siger Connie Maybrith Jørgensen og fortsætter:

– Jeg efterspørger, at man i stedet for at have folk i praktik og i stedet ansætter dem med løn. Det har været værre, men det er stadig slemt. Der er virksomheder, der forventer, at det offentlige betaler for de praktiske småjobs. Tidligere tog virksomheden et ansvar for en oplæring – og forventede ikke, at det offentlige betalte. Arbejdsgiverne må med ind og trække på samme hammel. Og så har vi jo bare et uddannelsesefterslæb, hvor vi skal opkvalificere i stor grad.

– Så skal vi også se på, om man kan være med til at løse en delopgave af en større opgave, således vi får plads til nogen, der måske ikke kan udfylde den fulde opgave, men en del af den, forklarer Connie Maybrith Jørgensen.

Det er ikke kun et mere rummeligt arbejdsmarked, der skal til. Der er også, hvis man spørger Connie Maybrith Jørgensen, behov for, at fremtidens arbejdsmarked skal sikres. Og dette kræver, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.

– Så kommer den også til at handle om, hvordan vi omtaler de her arbejdsmarkedsområder med faglige jobs. Det er ikke der, de unge står i kø for at uddanne sig, selvom mange håndværkere tjener rigtig godt. Der er også behov for, at man forstår i folkeskolerne, at man igen får de unge mennesker i erhvervspraktikker, siger Connie Maybrith Jørgensen og fortsætter:

– Det handler om, at vi allerede tidligt klæder børnene på til, hvad man kan blive. Det er også vigtigt, at vi viser, at man har gode muligheder for at bygge videre.

– Det er et generelt problem i landet – og jeg tror, det er forældrene, den er galt med. For det har i mange år været en trend, at man skulle på gymnasiet, og de har optaget alle dem, de kunne stuve ind. Det har givet et billede af en sikker vej til succes i livet. Så er vi også ramt af, at mange voksne i Fredericia har prøvet at miste deres arbejde, fordi virksomheder er lukket og flyttet til udlandet, siger Connie Maybrith Jørgensen.

Faglært arbejdskraft og tiltrækningen af flere unge har været en varm politisk kartoffel på Christiansborg, men der er ikke sket en udvikling. Tværtimod er erhvervsuddannelserne faldet yderligere i popularitet. Men Connie Maybrith Jørgensen tror på, at en lokal forankring kan gøre en forskel.

– Jeg tror det skal være en lokalt forankret indsats, og jeg tror på, at vores erhvervsliv gerne vil være med. De har brug for arbejdskraft i fremtiden. Selvom vi ligger godt geografisk, så skriger alle på arbejdskraft. Så jeg ser rigtig store muligheder for at lave et samarbejde på tværs. For det er både de unge, men det er også en omskoling af nogen, der måske ikke har de bedste erfaringer med uddannelsessystemet, siger Connie Maybrith Jørgensen.

– Jeg ved ikke rigtigt, hvad man forestiller sig at skulle leve af. Nu begynder vi at tale campus i Kanalbyen, samtidig med at vi har mange uddannelser samlet i Erritsø. Nu bliver det ikke til noget i første omgang, men det virker til, at nogen stadig ønsker det. Vi skal fokusere på det, der er vigtigt. Det er vigtigt med erhvervsuddannelser, ikke et campus i Kanalbyen, slår Connie Maybrith Jørgensen fast.

Arbejderkampen anno 2022

Når det kommer til arbejderkamp, er der historisk sket meget. Men hvordan står det til i 2022? Spørger man Connie Maybrith Jørgensen står det ikke alt for godt til hos fagbevægelsen.

– Det man må konstatere er, at fagbevægelsen ikke har den gennemslagskraft, som den har haft. Forståelsen af at være medlem af en fagforening og en gul fagforening er der mange der ikke forstå. Det har været et tab, at mange faglige organisationer tøver med at være politiske. Det er også klart, at i en højkonjunktur har fagbevægelsen gode muligheder for landvinding, siger Connie Maybrith Jørgensen og fortsætter:

– Den er bestemt ikke så stærk, som den har været. Det er ikke naturligt, at man melder sig ind i en fagforening. I min generation var det ikke en ting man overvejede, man gjorde det bare. Så er det også et tab, at man ikke har eksklusivaftaler. Derfor er der er et større arbejde for fagbevægelsen. Og så er det unikt i verden, at både arbejdsgivere og arbejdstagere bakker op om vores system. I andre lande er det helt anderledes.

– Det fungerer, og det fungerer, fordi man også i fagbevægelsen har en forståelse for samfundets behov. Det private arbejdsmarked har meget mere ro end, der har været på det offentlige. Men der er også meget store efterslæb, hvor lønningerne ikke er fulgt med. De færreste vælger at tage en uddannelse som sygeplejerske og pædagog på grund af lønnen. Det er der mange andre årsager til. Vi er udfordret nu, og det vil vi være de næste mange år. Også på de offentlige områder, lyder det afslutningsvist fra Connie Maybrith Jørgensen.