Nu er forhandlingerne om politiforliget for 2021-2024 i gang. Det handler om, hvordan vi gerne vil have vores politistyrke ser ud de kommende år.

Regeringen har allerede spillet ud med, at der skal være mere nærpoliti, og at indsatsen mod økonomisk kriminalitet øges. De dele er SF enige med regeringen i.

Jeg tror, at vi politisk har undervurderet, at der betyder noget, at der lokalt er et hus, der står ”politi” på – og at der kommer lokalkendte betjente, som kan sætte ind overfor unge, der laver hærværk eller kører stærkt på de små stier. Som kender tegnene på, at ham den psykisk syge mand i boligblokken får det virkeligt skidt og skal forbindes med noget hjælp. Al den gode forebyggelse, som der sjældent kan føres statistik på, men som er med til at give en oplevelse af reel tryghed. Og som har haft svære kår de seneste år, hvor flygtning, terror og grænsen har slugt meget af politiets tid.

Hvor er ofrene for voldtægt, partnervold og stalking i udspillet?

Så langt så godt. Selvom vi ledte med en lup, kunne vi ikke se noget som helst om voldtægtsofrene. Det mener vi i SF slet ikke er godt nok. Med tanke på, at under 10 procent af sagerne ender i dom og alt for få sager overhovedet når en dommer, så kan det ikke være rigtigt, at voldtægtsofrene tilsyneladende nedprioriteres og glemmes. Læg dertil, at hele 47 procent – altså næsten hver andet voldtægtsoffer – er utilfreds med politiets håndtering af deres sag. Næsten hver tredje voldsoffer mener det samme. Det kan vi ikke acceptere.

Derfor har vi behov for en opgradering af efterforskningsindsatsen. Det nytter ikke noget, at vi får en ny voldtægtslovgivning til efteråret, hvis ikke den følges op af en bedre indsats. Det kræver tid og uddannelse. Derfor går jeg ind til politiforhandlingerne for at få en særlig enhed, der skal fokusere partnervold, stalking og voldtægt.  Sådan en enhed skal have dedikerede ressourcer, der ikke tvinges ud i en patruljevogn hver anden dag. Som har tid og kræfter til at spotte mønstre i disse sager og foreslå nye værktøjer. Som kan sætte forebyggende ind og har et offer- og traumefokuseret fokus.

Digitale krænkelser skal have fokus

SF’s anden mærkesag i politiforhandlingerne er, at vi vil sætte hårdere ind overfor digitale krænkelser. I de senere år har vi set flere og flere sager – Umbrella-sagen er vel den mest kendte – hvor deling af krænkende indhold på internettet har ført til, at uskyldige mennesker har fået ødelagt deres liv. 

I SF vil vi have reguleret ansvaret for indholdet på sociale medier, og vi har allerede fået flertal for, at ulovligt indhold skal fjernes. Det er noget nær umuligt i dag.

En anden del er, at vi ønsker at give Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, det såkaldte NC3, flere muskler. I dag sidder der kun en håndfuld folk og tager sig af de mange sager. Med flere muskler kan de bedre opspore og fjerne ulovligt indhold fra Internettet. Det er nemlig ikke nok med en dom, hvis indholdet stadig står som et ubehageligt minde for ofrene på nettet, og som kommende kærester, venner og arbejdsgivere kan snage i. 

Pengene til initiativerne skal selvfølgelig findes. De skal bare ikke tages fra ungdomsuddannelserne. Med tiltagene styrker vi ikke bare politiet. Vi kan forhåbentlig lægge mareridtstallene fra politiets offertilfredshedsundersøgelse i graven og sikre, at ofrene føler sig taget alvorligt hele vejen igennem deres sagsforløb. Det kommer SF til at kæmpe for.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer