Lars Olesen, der stiller op for SF, var lørdag på gaden med et stort smil, for nu er valgkampen endelig gået i gang. Han var heller ikke i tvivl om, hvad han synes valget skal handle om, og det er børnene.

– Vi skal gøre meget mere for børns trivsel. Det betyder at vi skal styrke pædagoger, lærere og andre fagfolk, så vores børn får det bedst muligt. Børn og unge har alt for mange udfordringer i dag, og det jeg går til valg på, er at vi forbedrer indsatsen og styrker børnenes hverdag bedst muligt, sagde Lars Olesen.

Olsen er også medlem af SFs landsledelse, og man kan altså finde ham på stemmesedlen til Folketingsvalget den 1. november 2022. På programmet har han mange vinkler, der tager udgangspunkt i den måde, hvorpå samfundet er indrettet. Men altså i børnehøjde:

– Jamen jeg synes børn er en god investering for samfundet. Vi skal da fokuserer på deres vilkår, og udover at mange folkeskoler trænger til at blive renoveret, så bør vi tale meget mere om hverdagen for børn og unge under et valg. Vi skal have flere pædagoger, ikke færre. Vi skal have bedre arbejdsvilkår, ikke værre. Der er nok at tage fat på.

Det gjorde Lars Olesen også, for der var rigeligt med besøgende i centrum af Fredericia, hvor han foran rådhuspladsen delte flyers ud og gik i dialog med vælgerne.