Selvkørende køretøjer bliver allerede nu testet på veje rundt om i verden. Ny teknologi fra Continental højner trafiksikkerheden – både under den automatiske kørsel, og hvis chaufføren ikke er i stand til at tage rattet igen

Fremtidens kørsel er automatiseret. Dette faktum har længe været slået fast af de globale teknologivirksomheder, der udvikler selvkørende løsninger.

Siden 2012 har teknologigiganten Continental testet selvkørende teknologier – oprindeligt i Nevada, USA, og i dag har virksomheden en flåde af testkøretøjer i blandt andet Tyskland og Japan. Cruising Chauffeur hedder Continentals selvkørende teknologi, der i dag bliver udviklet og testet i personbiler på motorveje i testlandene.

Sikkerhed, hvis chaufføren svigter

Teknologien går overordnet ud på, at bilen overtager kørslen fra chaufføren på længere motorvejsstræk. Cruising Chauffeur giver dog ikke kun chaufføren en pause, men sikrer også sikkerheden, hvis den menneskelige chauffør ikke kan genoptage kørslen.

Når motorvejsstrækningen nærmer sig afslutningen, skal chaufføren tage rattet igen. Denne overtagelse er initieret af den særlige menneske/maskine-interface, der bliver testet i køretøjerne: Ved hjælp af lyde og sædevibrationer kan køretøjet i god tid gøre chaufføren opmærksom på, at det er på tide, at han/hun genoptager kørslen. Hvis chaufføren ikke reagerer på dette, og et indvendigt kamera ved hjælp af ansigtsgenkendelse og særlige algoritmer samtidig fastslår, at opmærksomheden ikke er rettet mod vejen, er Cruising Chauffeur i stand til at stoppe køretøjet på en sikker måde.

– Vi ved, at størstedelen af trafikulykker skyldes menneskelig adfærd. Det er desværre ikke sjældent, at bilens fører får et ildebefindende og derfor ikke er i stand til at føre bilen forsvarligt. Indtil nu har der ikke eksisteret løsninger på denne problematik, men med selvkørende teknologi og Cruising Chauffeur vil vi være i stand til at nedbringe antallet af trafikulykker forårsaget af dette, fortæller Georg Nielsen, der er administrerende direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.

Indbygget dobbelt sikkerhed

Standsningen af bilen sker ved hjælp af en såkaldt ‘minimum risk maneuver’, hvor køretøjet ved hjælp af navigation og udvendige kameraer identificerer, hvor der kan standses sikkert, hvorefter det automatisk kører dertil og stopper.

– Man kan altså sige, at Cruising Chauffeur har en indbygget dobbelt sikkerhed. Den automatiske kørsel eliminerer menneskelige fejl, og dernæst sikrer teknologien, at kørslen på en sikker måde bliver overdraget til chaufføren igen, siger Georg Nielsen.

Continental vil nedbringe trafikulykker

Cruising Chauffeur er en del af de mange teknologier og værktøjer, som Continental har lanceret i forbindelse med koncernens målrettede arbejde for at nedbringe antallet af trafikulykker. Continental kører i øjeblikket den verdensomspændende Vision Zero-kampagne, der sigter mod ‘zero’ ulykker på vejene.

De første biler med Cruising Chauffeur kommer på markedet i 2020.