Seks runder er spillet: FHK har vist tænder

KIF Kolding - Fredericia Håndboldklub. 5. oktober 2019. Primo Tours Ligaen. Foto: Matthias Runge Madsen, Fredericia AVISEN.

Der er spillet seks runder af Primo Tours Ligaen, og der er ved at tegne sig et billede af, hvad de forskellige hold kan. Et af spørgsmålstegnene før sæsonen var FHK, som har vist sig som et hold, der på dagen kan slå alle.

Hvor står FHK? Det spørgsmål var ikke til at svare på, da Primo Tours Ligaen blev indledt d. 2. september, men seks runder inde i sæsonen er der ingen grund til, at alarmklokkerne ringer.

FHK har taget Ligaen med storm og vist, at holdet formentlig ikke er en døgnflue. Med de præstationer FHK har leveret, særligt mod GOG, Ribe-Esbjerg, Bjerringbro-Silkeborg og senest mod KIF Kolding, bør FHK ikke komme i fare for at rykke ned, men der skal kæmpes for ligasæsonen er lang.

Når man kigger ind i FHKs trup, er det dog ikke fordi der er de store profiler. Der er mange spillere, som har det samme niveau, men der er ikke en eller to, der skiller sig markant ud og er stjernen på holdet. Det er meget sigende, at FHK er Ligaens næstmest scorende hold med 182 mål for seks kampe, men topscoreren er Kristian Stoklund, der har lavet 29 mål. Til sammenligning har Ligaens topscorer, Lasse Møller, lavet 43 mål.

Hvor FHK’s markspillere skiftes til at præstere på højt niveau, så har der været mere stabilitet i målet. På trods af, at FHK er det hold, der lukker andenflest mål ind, er Emil Tellerup målt på redningsprocenten den niendebedste keeper i Ligaen med en samlet redningsprocent på 33,1 %. Det er højere end eksempelvis både Søren Rasmussen og Tim Winkler fra Ribe-Esbjerg og Århus-keeperne Jens Fredsgaard og Christoffer Bonde.

Hedegaard fighter for byen og holdet, når han spiller

FHK’s trup virker meget homogent. Der er en god stemning blandt spillerne i truppen. De nye spillere er faldet godt ind på holdet, og en iagttagelse efter de første seks runder er, at den måske mindst profilerede af de nye spillere til den her sæson, Mathias Hedegaard, er en af dem, der betyder meget på flere parametre. Hedegaard er en gudsbenådet fighter, der går 110 procent ind i tingene, og også viser det verbalt. Det har været tydeligt, når man observerer FHK’s timeouts, hvor Hedegaard er spilleren, som kommer med de sidste indpiskende ord og råber sine holdkammerater frem.

Flere hold har skuffet

Mens FHK har vist blod på tanden og slået fast, at holdet ikke bare er en normal oprykker, har flere andre hold skuffet i indledningen af sæsonen. Det gælder ikke mindst KIF Kolding, der på papiret ikke burde været noteret for blot et enkelt point eller være det hold i Ligaen, der suverænt lukker flest mål ind.

Flere vil nok påpege, at Kolding heller ikke var gode i sidste sæson. Nej, det var de ikke, men Kolding har altså fået rigtig fine tilføjelser til deres trup og samtidig har de fået Mattias Thynell i omdrejninger, efter han var ude i den sidste del af sæsonen. Med tilgangene af Benjamin Pedersen, Chris Jørgensen og Troels Jørgensen, burde holdet ikke kravle rundt på sidstepladsen.

Med til historien hører det, at Kolding op til sæsonen har fået Ulf Sivertsson som træner, og idéer og ny spillestil tager tid at implementere, men det forklarer ikke, at Kolding virker helt ved siden af sig selv, og lige nu fremstår som Primo Tours Ligaens dårligste hold, selvom materialet på papiret er til mere.

Et andet hold, som også har skuffet, er Skjern. Skjern har lige som FHK fem point, og det er som om, at spilerne ikke er helt på topniveau i det vestjyske. Normalt burde Skjern vinde over Mors-Thy og som minimum være i nærheden af sejren, men det var på ingen måde tilfældet, da Skjern tabte 28-25 til dem.

Op til sæsonen har Skjern fået nye trænere, efter Ole Nørgaard efter mange års tro tjeneste har sagt stop. Han er blevet erstattet af islandske Patrekur Jóhannesson, og det kræver nok noget tilvænning, og mon ikke også Skjerns rutinerede spillere er at finde i toppen, når det hele skal afgøres.

Alle kan slå alle

Sæsonen har hidtil vist, at alle kan slå alle og ingen hold har skilt sig markant ud. Flere havde peget på, at Aalborg nok ville blive det sværeste hold at have med og gøre, men når Lemvig-Thyborøn kan drage til Aalborg og være tæt på at hente point med hjem, er det beviset på, at alle kan slå alle.

FHK har også været et eksempel på det i kampene mod GOG og Ribe-Esbjerg, hvor begge mandskaber sidenhen har vist sig som at være blandt de bedste hold i Ligaen.

http://bit.ly/lolalecture