I nat kl. 00:30 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om skyderi i Fredericia i området omkring Kongensstræde, Fynsgade og Kongensgade.

’Området er lige nu afspærret, mens vi undersøger stedet, og hvad der er sket’ fortæller vicepolitiinspektør Peter Balsgaard fra Sydøstjyllands Politi: ’Og jeg kan bekræfte, at der er fundet patronhylstre i området, der vidner om, at der er blevet affyret skud. Der er dog intet, der tyder på, at der er tilskadekomne i forbindelse med skyderiet.

Vidner har oplyst til Sydøstjyllands Politi, at de omkring tidspunktet for skyderiet så flere personer i området, og at de også så en bil køre fra stedet. ’Bilen blev senere på natten fundet i Låsbygade i Kolding, hvor Sydøstjyllands Politi her til morgen anholdt fem personer uden dramatik i en lejlighed i området, ’ uddyber vicepolitiinspektør Peter Balsgaard og tilføjer: ’Kort herefter anholdt vi yderligere en person i området.’

De i alt seks anholdte, der er i alderen fra 19-25 år, er alle fra trekantsområdet, og de vil nu blive afhørt som mistænkte for at have relation til skyderierne i Fredericia.

Sydøstjyllands Politi ved endnu ikke, hvad der ligger til grund for skyderiet, så politiets efterforskning sigter lige nu bredt. Der kan derfor ikke oplyses yderligere på nuværende tidspunkt.

Har du oplysninger i sagen, så hører Sydøstjyllands Politi meget gerne fra dig på 114.

Læs også: Flere skud affyret på åben gade i Fredericia