Du kan være med når forskere fra Aarhus Universitet fortæller om de nyeste opdagelser og resultater indenfor naturvidenskaben. Foredragene livestreames nemlig direkte til Auditoriet på Fredericia Gymnasium seks tirsdage i februar, marts og april.

Fredericia Bibliotek og Fredericia Gymnasium er gået sammen om at tilbyde foredragsserien ‘Offentlige foredrag i Naturvidenskab’ til alle i interesserede. Der er spændende emner på programmet når de engagerede forelæsere holder deres foredrag, der livestreames direkte fra Aarhus Universitet. Niveauet er højt, og man bliver udfordret, men man kan få udbytte af alle foredrag uanset faglige forudsætninger.

Nanorobotter, Mælkevejen og relativitetsteorien i februar

Den 6. februar fortæller lektor Ebbe Sloth Andersen om hvordan forskerne har afluret at vores celler bygger avancerede biomolekyler, og hvordan forskerne kan udnytte det til at bygge robotter i molekylestørrelse til bl.a. at finde og dræbe kræftceller.

Den 20. februar skal vi på rumsafari blandt Mælkevejens planeter med professor Hans Kjeldsen der fortæller om de fascinerende og anderledes verdener der findes milliarder af kilometer borte.

Den 27. februar fortæller professor Ulrik Uggerhøj om de gravitationsbølger som Einstein forudsagde med sin relativitetsteori for 100 år siden, som for første gang blev målt i 2015, og som blev hædret med Nobelpriaen sidste år.

Den 13. marts er emnet menneskedyret homo sapiens, den 20. marts handler det om Jordens og livets udvikling og forårssæsonens sidste livestreaming handler om fantastiske myrer. Se mere om alle foredragene på Fredericia Biblioteks hjemmeside.

Alle foredrag livestreames i Auditoriet på Fredericia Gymnasium fra kl. 18.50 og varer omkring to timer. Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.