5.-6. Juli 2020 vil gå i historiebøgerne som værende en helt særlig fejring af denne lokale festdag her i Fredericia. Ikke fordi der var voldsomt med pompt og pragt, snarere tværtimod. En lille inviteret skare holdt fast i traditionerne med blomsterlægninger og de traditionelle kranselægninger. Se billederne fra fejringen her.

For at give billederne en smule mere historisk kontekst har Fredericia AVISEN fået fingrene i Museumsleder Karsten Merrald Sørensens korte historiske gennemgange af de forskellige steder.

Morgenen startede med blomsterlægninger hvor hele seks monumenter skulle besøges. Her er tale om Mindestenen ved banegården, General Bülows monument, General Ryes monument, Søhelt P. Buhls monument, General Lundings monument og Major C. F. Krabbes Mindesten.

Mindestenen ved Banegården

Det mindesmærke vi står ved nu, er et minde over den danske frihedskamp under Besættelsen i Anden Verdenskrig. Det er et minde over jernbanesabotagen, hvor Fredericia spillede en stor rolle på grund af sin placering på jernbanenettet i Danmark. Togsæt på togsæt kørte gennem Fredericia med krigsmateriel og med soldater under Besættelsen. Da modstandskampen i Danmark efterhånden for alvor begyndte, var jernbanerne et yndet mål.

Det ser vi her i relieffet på mindesmærket af billedhuggeren Henrik Starcke. Her ser vi nemlig en togskinne i en kornmark, hvor to modstandsfolk lige har sprunget nogle jernbaneskinner i luften. Desværre er den ene modstandsmand blevet drabt i gerningen. Bagved går to markarbejdere og høster – det er velsagtens et billede på, at danskerne høstede frugterne af modstandsfolkenes gerninger og ofre.

Mindesmærket er nemlig også nært knyttet til de 14 modstandsfolk fra Fredericia, der blev henrettet eller døde i koncentrationslejr. 9 af disse blev henrettet i Ryvangen i København den 19. april 1945 – blot 14 dage inden Befrielsen. Navnene på de 14 modstandsfolk ses på sten ved siden af monumentet.

Mindesmærket blev afsløret på årsdagen for Befrielsen den 4. maj 1953, hvor ca. 5.000 mennesker deltog. Hvert år på samme dato er der en højtideligholdelse for Befrielsen.

General Bülows monument

Vi står nu ved denne markante triumfbue, der er rejst til ære for overgeneral Bülow.

Generalløjtnant Bülow var øverstkommanderende for de danske styrker i 1849, og han var derfor også i spidsen, da man planlagde udfaldet fra Fredericias fæstning den 6. juli 1849.

Bülow kom fra en lang slægt af militærfolk. Han blev født i Gram i Sønderjylland i 1791. Under Borgerkrigen eller Treårskrigen 1848-1851 deltog Bülow flere gange inden han stod bag sin største sejr her ved Fredericia. Bülow ledte slaget med knap 24.000 danske soldater mod slesvig-holstenernes ca. 19.000 mand.

Mens slaget stod på befandt overgeneral Bülow sig især på Danmarks Bastion, hvor han ledte slagets gang. Da slaget efterhånden var vundet ud på morgenstunden, fulgte Bülow med danske soldater under fremrykningen.

Overgeneral Frederik Bülow blev rettelig hyldet som en helt. Slaget ved Fredericia var en sejr, men det var absolut ikke en given sag, at man ville sejre ved Fredericia den 6. juli. Militærteknisk havde den danske hær ikke nok soldater til at bryde ud fra fæstningen mod en forskanset fjende. Derfor skulle slaget stå om natten, hvor overraskelsesmomentet havde større effekt.

Krigen fortsatte efter Slaget ved Fredericia, men ikke så længe for overgeneral Bülow. Han blev syg, og måtte derfor stå over i det afgørende slag ved Isted i 1850. Han døde i 1858 og blev derefter begravet på kirkegården i Dybbøl.

General Ryes monument

Vi står her ved busten af generalmajor Olaf Rye – den vel nok mest kendte general fra Slaget ved Fredericia. Han var nemlig en af de helt store danske helte den 6. juli 1849 – men, han døde også under slaget.

Olaf Rye var militærmand gennem hele sit liv. Han blev født i Norge i 1791, men rejste væk, da Norge i 1814 blev afgivet af Danmark til Sverige. Siden kom han til Danmark efter at have deltaget i krige i Europa for Preussen.

Da Borgerkrigen brød ud mellem Danmark og Slesvig-Holsten i 1848 opdagede Olaf Rye, som så mange andre officerer, at han havde både venner og familie på fjendens side. Sådan er det jo tit under en borgerkrig.

General Rye deltog i flere slag og træfninger. Det var jo blandt andet ham, der stod i spidsen for den brigade, som lokkede den preussiske del af fjendens hær væk fra Fredericia og op i Jylland lige op til Slaget ved Fredericia. Herefter sejlede Olaf Rye med størsteparten af sin brigade tilbage, så de kunne deltage i slaget.

Under udfaldet rykkede generalmajor Olaf Rye ud med sine mænd langs stranden kl. 1 om natten. De deltog i den ekstremt blodige kamp om Treldeskansen. Da skansen endelig var taget rykkede Rye og hans mænd videre, men omkring kl. 3 om morgenen døde Olaf Rye, da han blev ramt af kugler i både låret og underlivet. Slaget blev jo som bekendt vundet af danskerne, men Olaf Rye blev en af de ca. 500 danske soldater, der døde under slaget. Han blev herefter gravlagt i Krigergraven på Trinitatis Kirkegård, sammen med de andre, men hurtigt taget op igen og sendt til garnisonskirkegården i København, hvor han stadig ligger begravet.

Der er meget mystik og myter omkring Olaf Rye. Han repræsenterede den type officerer, der var fuldblods militærmand. Han var hård og havde et voldsomt temperament, men han gik også forrest, når han skulle lede sine mænd. Han blev derfor også hyldet som helt, og efter slaget siger man, at soldater, der dør på slagmarken, går til Ryes Brigade.

Peter Buhls monument

Vi lægger i dag også kranse ved dette monument over en af byens sønner, men kransen her har ikke noget at gøre med Slaget ved Fredericia, og så er der alligevel lidt tråde.

Peter Buhl blev født i Fredericia i 1789. Hans far var borgmester Hans Buhl, og han blev i en ung alder søofficer. I starten af 1800-tallet var Danmark flere gange involveret i Napoleonskrigene på fransk side. Derfor var fjenden ofte England. I 1807 blev Peter Buhl leder af en lille kanonbåd som 18-årig og deltog i kampene under englændernes bombardement af København. Under disse kampe blev han ramt af en engelsk kanonkugle, der knuste hans venstre arm, der derfor måtte amputeres.

Det skulle dog ikke bremse Buhl, der snart var i kamp igen. I 1811 var Buhl med, da danskerne forsøgte at generobre Anholt, som englænderne havde besat, men her blev Buhl taget til fange. Få dage efter blev han løsladt og indgik i den danske flåde igen. Samme år deltog han i et nyt angreb, og blev taget til fange igen, og løsladt igen.

I 1812 var Buhl blevet forfremmet til søløjtnant og var om bord på fregatten Najaden i Norge ved Lyngør. Den 6. juli blev de angrebet af englænderne. Det blev en heftig kamp, og Peter Buhl blev såret i benet. De andre førte ham under dæk til lazarettet, mens kampen fortsatte. Til sidst sank Najaden med mand og mus, herunder Peter Buhl og 2-300 andre danske søfolk.

Peter Buhl blev allerede i sin samtid hædret for sine indsatser og ofre. Han steg i graderne og fik også Dannebrogsordenen. Han var en ung mand, der ikke kunne sidde stille. Jeg tænker, at hvis han havde levet 37 år senere, havde han også gået forrest ud af Kongens Port mod Slesvig-holstenerne. Det gjorde han ikke. Han døde den 6. juli 1812, hvor den danske fjende var England. Det var en tid, hvor det danske rige var stort. Dette ændrede sig drastisk med nederlaget til England, hvor Norge blev overdraget til Sverige, og rigets fokus efterhånden mere gik mod en styrkelse af kongeriget Danmark, hvilket som bekendt endte ud i en borgerkrig med Slesvig-Holsten, der gjorde at 6. juli i Fredericia huskes for mere end Peter Buhls dødsdag. På 101-årsdagen for Peter Buhls død blev dette mindesmærke afsløret den 6. juli 1912.

Lundings monument

Den 6. juli 1899 var der fest her i Fredericia. Det var 50-årsdagen for slaget, og flere tusinde mennesker var samlet, herunder en del veteraner fra slaget. Det var også dagen, hvor en af de vigtigste personer i Fredericias historie som fæstning endelig blev hyldet med et mindesmærke. Han var for øvrigt også en af de mest hadede personer i sin samtid. Det var han, fordi hans opgave her i Fredericia krævede disciplin, en hård indsats og strenghed over for alle. Hans indsats var grundlaget for, at danskerne kunne vinde en sejr ved Fredericia.

Oberst Niels Christian Lunding var militærmand inden for ingeniørkompagniet. I starten af 1849 stod det klart, at krigen mellem Danmark og Slesvig-Holsten ikke ville blive afsluttet hurtigt, og Danmark havde brug for en stærk fæstning i Fredericia. Fæstningen var bare desværre alt andet end det. Den var i miserabel stand, og slet ikke kampdygtig. Derfor blev Lunding i februar 1849 udnævnt til fæstningskommandant med den opgave at gøre fæstningen klar til kamp.

Lunding fik 3000 mand stillet til rådighed, men det krævede hårdhed at istandsætte voldene. Det blev for øvrigt ikke nemmere af, at slesvig-holstenerne i maj måned indledte en belejring og et bombardement af Fredericia. Ikke desto mindre lykkedes det. Fæstningen blev kampdygtig, og Slaget ved Fredericia den 6. juli endte med en dansk sejr.

Skæbnen ville dog, at Lunding kom til Fredericia igen 15 år senere, hvor Danmark og Slesvig-Holsten igen var i krig. Endnu engang var fæstningen forfaldet, og endnu engang måtte Lundings kommandoråb lyde for at sætte voldene i stand, og endnu engang lykkedes det for ham. Fredericia blev på ny belejret og bombarderet, men i modsætning til 1849, valgte den danske krigsminister i 1864 at rømme Fredericia efter nederlaget ved Dybbøl. Dette skete ikke til Lundings tilfredshed, men han gennemførte en rømning af fæstningen, som fjenden ikke opdagede. Efter krigen blev Lunding fæstningskommandant på Kronborg.

Lunding var manden, der to gange gennemførte en istandsættelse af fæstningen ved Fredericia. Det var to drøje omgange. Det var måske det, der var grunden til at der skulle gå et halvt århundrede, før hans indsats blev krydret med et mindesmærke. Til gengæld er det et stort og monumentalt et af slagsen, som vi står ved her i dag.

Major Krabbe

Major Krabbe, som bliver mindet med denne sten, deltog i Slaget ved Fredericia. Han var i spidsen for en af bataljonerne under general Ryes brigade.

Major Krabbe var derfor en af de mange danskere, der kl. 1 om natten den 6. juli marcherede ud fra Fredericias fæstning for at angribe den slesvig-holstenske hær, der belejrede byen.

Krabbe var i 1849 en erfaren officer. Han havde kæmpet ved Bov, ved Slesvig by, ved Kolding og ved Gudsø, og han havde været med Rye, da de lokkede den preussiske hær væk fra Fredericia. Herefter sejlede han sammen med Olaf Rye og de fleste af deres mænd fra Helgenæs ned mod Fredericia som optakt til slaget.

Sammen med sin bataljon angreb major Krabbe Treldeskansen, der lå tæt herpå. Kampen om denne skanse var en af de hårdeste og drabeligste under hele slaget. Mange soldater mistede livet. Major C.F. Krabbe blev ramt af en kugle, og blev derfor trukket ud af slaget. Han blev derpå transporteret til et lazaret på Billeshave på Fyn, hvor han døde 4 dage efter og blev begravet på Middelfart kirkegård.

Den slesvig-holstenske grav

Vi står her ved den slesvig-holstenske fællesgrav på Sct. Michaelis Kirkegård. Her blev fjendens faldne under Slaget ved Fredericia begravet. Hvem var de så?

I 1848 bestod det danske rige ikke kun af Danmark, men også blandt andet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvor den danske konge regerede som hertug. Holsten og Lauenborg var også med i Det Tyske Forbund. I den nordlige del af Slesvig talte de fleste dansk og følte sig danske. Det sydlige Slesvig var som Holsten og Lauenborg mest tysk. Slesvigs nordlige grænse mod Danmark gik ved Kongeåen, og den sydlige grænse mod Holsten gik ved floden Ejderen. Den nordlige del af Slesvig er næsten det samme, som vi i dag kalder for Sønderjylland.

Krigen var en borgerkrig, og en del soldater oplevede at skulle kæmpe mod venner eller familie, der var med i krigen på fjendens side. De tysksindede slesvigere og holstenere ville have deres egen stat med egen regering. I 1848 gjorde de derfor oprør mod Danmark, som de oplevede som en undertrykkende magt.

For slesvig-holstenerne var der tale om en frihedskamp, mens danskerne opfattede det som et oprør og forræderi mod Danmark. Mange mente, at Slesvig skulle være en del af Danmark, mens man i Slesvig og Holsten mente, at de to hertugdømmer ikke skulle skilles ad. Dette førte altså til krigen, der kom til at rase i tre år med nogle våbenhviler. Krigen udmøntede sig som den gjorde, med mange faldne på begge sider. Under Slaget ved Fredericia døde mere end 500 danske soldater, der blev begravet i Kæmpegraven ved Trinitatis Kirkegård, og mere end 250 slesvig-holstenske soldater. Disse blev begravet her den 8. juli 1849 kl. 3 om morgenen uden en egentlig højtidelighed. Når vi så alligevel står her i dag og mindes disse soldater, der deltog i krigen mod Danmark, er det vel også fordi, man sjældent kan opstille alt i enten sort eller hvidt. Set fra dansk side var der tale om et ulovligt oprør, der skulle slås ned. Set fra slesvig-holstensk side var der tale om en frihedskamp. Begge sider var klar til at kæmpe for deres ret – og det er det, jeg står her og mindes i dag. Et ensidigt fokus giver også kun en halv fortælling, og vores historie er sjældent helt simpel – især ikke når det handler om mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi husker på alle dele af historien, og ikke kun bevarer mindet om det, vi selv synes er rigtigt. Vores historiske baggrund forsvinder ikke ved at vi river statuer ned, som vi ser ud i verden i øjeblikket. Lad os i stedet anerkende og lære af historien – og for 171 år siden var Danmark i krig med Slesvig-Holsten med hver deres udgangspunkt og tolkning af krigens årsag – oprør eller frihedskamp.

Landsoldaten

Den Tapre Landsoldat, som vi står ved her, er et dansk nationalt sejrsmonument, som vi ikke har ret mange af her i Danmark. Statuen er rejst for den danske sejr over slesvig-holstenerne ved Fredericia den 6. juli 1849.

Det er et minde om de mange landsoldater, der deltog i den danske hær, og samtidig er det et minde over den nationale sejrsstemning, som strømmede ud i Danmark lige så snart nyheden om sejren ved Fredericia bredte sig. Allerede en uge efter slaget blev der nedsat en komite, der stod bag en landsindsamling til dette mindesmærke. Man valgte Wilhelm Bissen som kunstner.

Den 6. juli 1858 kunne man så præsentere statuen her i Fredericia, og den er helt unik. Den Tapre Landsoldat er første gang et sejrsmonument viser en menig, ukendt soldat og ikke den ledende hærfører.

Dermed er denne statue, der er omkranset af 6 mortere, hvoraf to af morterne er erobret fra slesvig-holstenerne, og dermed har været med til at bombardere Fredericia, et ekstremt vigtigt mindesmærke. Det er et nationalt vartegn, som markerer vendepunktet for den danske hær i borgerkrigen 1848-1851, det er indledningen til den nationale stemning, som Danmark emmede af ved midten af 1800-tallet, og det er samtid det bedste symbol på vores bys identitet sammen med voldanlægget. På den måde er Landsoldaten både en national helt, en lokal stolthed og en nær ven. Det er ikke uden grund, at han er omdrejningspunktet for 5.-6. Julidagene.

Krigergraven

To dage efter Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 blev 372 danske soldater begravet her i fællesgraven på Trinitatis kirkegård. Graven rummede i forvejen 26 tidligere faldne under belejringen af byen, 48 fra kampe i april og maj 1849 og efterfølgende blev yderligere 7 faldne fra slaget ved Isted i 1850 begravet her. Det monument vi ser nu blev opbygget efter vinteren 1850, hvor fællesgraven var sunket en del sammen. I stedet besluttede man at opføre dette gravanlæg, hvor alle de faldnes navne, hjemsted og militære tilhørsforhold er indhugget i muren rundt om graven.

Relieffet vi ser viser to soldater, der bærer en død kammerat i graven. Det er Wilhelm Bissen, som også skabte Landsoldaten, der har skabt dette.

Kæmpegraven er et ekstremt vigtigt element i fejringen af 6. juli i Fredericia. Lige siden 1850 har man hvert år afholdt processionen med sørgemarch mod graven efterfulgt af en sejrsmarch videre herfra. Eneste undtagelser er under Besættelsen og i år – det er ganske historisk.

Ryeshøj

Vi står her ved Ryeshøj, hvor der på toppen af højen er rejst en stendysse til minde om generalmajor Olaf Rye – den vel nok mest kendte general fra Slaget ved Fredericia. Han var nemlig en af de helt store danske helte fra slaget den 6. juli 1849 – men, han døde også under slaget tæt på, hvor vi står nu.

Olaf Rye var militærmand gennem hele sit liv. Han blev født i Norge i 1791, men rejste væk, da Norge i 1814 blev afgivet af Danmark til Sverige. Siden kom han til Danmark efter at have deltaget i krige i Europa for Preussen.

Da Borgerkrigen brød ud mellem Danmark og Slesvig-Holsten i 1848 opdagede Olaf Rye, som så mange andre officerer, at han havde både venner og familie på fjendens side. Sådan er det jo tit under en borgerkrig.

General Rye deltog i flere slag og træfninger. Det var jo blandt andet ham, der stod i spidsen for den brigade, som lokkede den preussiske del af fjendens hær væk fra Fredericia og op i Jylland lige op til Slaget ved Fredericia. Herefter sejlede Olaf Rye med størsteparten af sin brigade tilbage, så de kunne deltage i slaget.

Under udfaldet rykkede generalmajor Olaf Rye ud med sine mænd langs stranden kl. 1 om natten. De deltog i den ekstremt blodige kamp om Treldeskansen. Da skansen endelig var taget rykkede Rye og hans mænd videre, men omkring kl. 3 om morgenen døde Olaf Rye, da han blev ramt af kugler i både låret og underlivet. Slaget blev jo som bekendt vundet af danskerne, men Olaf Rye blev en af de ca. 500 danske soldater, der døde under slaget. Han blev herefter gravlagt i Krigergraven på Trinitatis Kirkegård, sammen med de andre, men hurtigt taget op igen og sendt til garnisonskirkegården i København, hvor han stadig ligger begravet.

Der er meget mystik og myter omkring Olaf Rye. Han repræsenterede den type officerer, der var fuldblods militærmand. Han var hård og havde et voldsomt temperament, men han gik også forrest, når han skulle lede sine mænd. Han blev derfor også hyldet som helt, og efter slaget siger man, at soldater, der dør på slagmarken, går til Ryes Brigade.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer