Forside Erhverv Sauber Rengøring & Service er kommet godt i gang, med en anderledes...

Sauber Rengøring & Service er kommet godt i gang, med en anderledes indgangsvinkel til konceptet

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN møder den meget markedsføringsorienterede Michael Bang, som har valgt at starte op i rengøringsbranchen og er kommet godt fra start. Siddende med hver vores kop latte, får vi en snak om opstarten.

“Sauber Rengøring & Service er født af, at min kone Karina, var i branchen. Jeg var marketingmand og alt muligt andet. Det var digital markedsføring, som jeg underviste i, når jeg ikke lavede foto. Karina sagde, at hun godt kunne tænke sig at skifte job, indenfor rengøringsbranchen. Jeg spurgte om, hvorfor hun så ikke blev selvstændig? Hun kunne måske tjene lidt flere, penge det kunne måske blive lidt sjovere, jeg kunne se mange fordele”, fortæller Michael.

Michael gik og tyggede lidt på det i cirka 14 dage. Over en frokost spurgte han hende – hvis han nu droppede det, som han havde gang i og de startede det sammen i stedet? Det blev til startskuddet til Sauber og kun halvanden måned efter var parret klar.

En af de første ting, som Michael bemærkede ved brancheskiftet var, hvor meget, at det som han kunne med digital markedsføring, kunne bruges til at skabe en stor synlighed hurtigt. Hvor flere rengøringsfirmaer er startet op med en hurtig skrifttype som logo, og så bare af sted over stok og sten, kom Sauber på banen, med SEO-optimering, Adwords og tanker omkring logo og koncept. Ofte står en iværksætter og tripper med produktet og vil i gang før navn og logo, men Michael kunne bruge sin erfaring til, at det konceptuelle var på plads fra start.

“Jeg så på andre konkurrenter i området og så på, hvor stor konkurrencen var på på markedsføringsdelen. Den var relativ lav, de rengøringsfirmaer der lå på side 1., når man googlede lå der nærmest, fordi de eksisterede. Der var ikke lavet noget voldsomt SEO-arbejde. Havde jeg ville lave børnetøj, var det næsten umuligt, det ville kræve mange millioner i banken. Men her kunne vi med en lille investering spille med om kunderne digitalt. Det var en af grundede til, at det var et marked, som jeg turde at gå ind i”, siger Michael.

Navnet Sauber er rent på tysk og det har også gået hurtigt med at blive let genkendelig. Den blå løve og navnet går igen, og servicen er en ting som firmaet ikke vil gå ned på.

“Da vi startede havde vi også vinduespudsning, det har vi dog lukket ned for. Årsagen til, at vi pudsede vinduer, var mig, jeg har haft en lille drøm om i flere år at blive vinduespudser, fordi det så fedt ud. Det kunne jeg også godt lide, der er masser af penge i det, hvis man gør det ordenligt. I en opstartsfase havde vi i hvert tilfælde brug for at have fokus et sted, i stedet for to. Begge butikker gik egentlig fint, men vi tog en snak efter nogle måneder og blev enige om at holde fokus på rengøringen. Der, hvor vi kunne vokse og skabe en volumen, var rengøring”, siger Michael.

Sauber leverer ydelser til både virksomheder og private og er vokset inklusiv Michael og hans kone Karina til syv mand. Noget af det, der er anderledes for Michael nu er, at det er et firma, som han er ved at bygge op, da han var konsulent kunne man ikke sælge firmaet, da det var ham, der var produktet. Han ser gerne Sauber vokse sig større med tiden og har ikke et sekund fortrudt skiftet af branche.

“Jeg ser gerne om 10 år, at vi har en 40-50 medarbejdere ansat. Vi dækker allerede nu hele trekantområdet, målet er på sigt at få filialer i hele landet”, siger Michael.

Sauber prøver at være lidt anderledes end deres konkurrenter og har fokus på god kvalitet.

“Vi må gå ud fra alle har kvalitet i højsædet, der kan vi ikke skille os meget ud. Der vil altid være nogle brodne kar, men kvalitetet på rengøring skal bare være i orden hos Sauber. Udover det, så prøver vi at pakke det pænt ind også. Vi prøver at gøre rengøring til noget andet end bare en eller anden, der kommer ud i beskidt t-shirt, der fejer, støvsuger og går igen. Vores personale har uniform på, når de kommer ud, pænt tøj, t-shirt og sweatshirt, hvis det er koldt. Deres udstyr er i orden, alt det skal bare være i orden, vi ligger små sedler og bolcher. Kvaliteten skal være høj, men det skal være en fed oplevelse samtidig med, at prisen skal være relativ lav”, siger Michael.

Vores samtale ender i en lang spændende snak om koncepter og indpakning og Michael siger afslutningsvis, “En grim og pæn indpakning koster det samme, hvis det er trykt på samme pap, hvorfor så ikke vælge den pæne”.

Vil du læse mere om Sauber Rengøring & Service så se deres hjemmeside her.

https://www.facebook.com/JensJonatanSteen/


DEL