På trods af mange udfordringer med ordblindhed har Nichita Hvam Sørensen besluttet sig for at finde sit eget arbejde. Efter mange forløb hvor hun er røget ind og ud af kontanthjælpsystemet, har hun fundet sig selv i noget, hun er glad for. Hun vil lave de flotteste negle og være selvstændig.

Nichita Hvam Sørensen passede ikke helt ind på arbejdsmarkedet, men efter at hun havde været på barsel, besluttede hun sig for at prøve noget nyt. Hun ville gerne finde noget, som hun kunne blive god til. I de sidste 15 år havde hun lavet negle på sig selv.

– Min familie syntes faktisk det var rigtig pænt. Så jeg tog springet. Og så ville jeg prøve at tage en uddannelse og gøre noget ved det, fortæller Nichita .

Men vejen til at blive selvstændig og få sig et arbejde har langt fra væk let. Nichita har været på kontanthjælp i en del år. Hun er røget ind og ud af kontanthjælpssystemet, uden nogensinde at få en fast plads på arbejdsmarkedet.

– Jeg fik at vide i Folkeskolen, at jeg var for dum til at tage en boglig uddannelse. Så jeg blev butiksuddannet, men det var jeg ikke lige helt lykkelig for. Samtidig kom der en del helbredsmæssige udfordringer, der gjorde at det bare ikke fungerede for mig. Det har været en rigtig rutsjebane, frem og tilbage, forklarer hun.

Mange gange har hun kæmpet for at finde et arbejde, men når hun lige troede, det var et sted hun kunne blive, så blev det ikke til noget. Men den 1. oktober 2021 tog hun sagen i egen hånd. Hun har valgt at blive selvstændig med virksomheden My Negle, og den situation beskriver hun som fuldstændig surrealistisk.

Stort arbejde med negle (Foto: AVISEN)

– Tænk at jeg er nået hertil. Det er lykkedes. Jeg håber at mine kunder kommer til at støtte op om det. Altså, dem jeg allerede har fået indtil nu, men forhåbentlig også gerne mange flere. Det er fantastisk for mig at kunne sige, at jeg er selvstændig nu.

En af Nichita Hvam Sørensens udfordringer i livet har været, at hun er ordblind. Det vil sige at hun har et medført problem med at afkode ord. Knap 7% af den danske befolkning lider af ordblindhed, der især i skoleårerne kan være en alvorlig hæmsko for det man kan præstere, eller for den måde andre opfatter en.

– Det er nok det, der har trukket flest tænder ud. Jeg blev sur på mig selv, når jeg lavede stavefejl. Men også det med at man bare fik at vide, at man var for dum. Ja, og så var jeg jo samtidig med også venstrehåndet. Så tænkte folk at der var noget oppe i hjernen, der vendte forkert. Dem, der var venstrehåndede, de var dumme. Det var aldrig nogen succes for mig at gå i skole, forklarer Nichita.

Men nu hvor hun har taget uddannelsen som negletekniker, så føler hun for første gang, at hun går imod de udfordringer og den stigmatisering, hun har levet med. Nu drømmer hun om, at hun kommer til at kunne tjene sine egne penge og leve normalt af sin selvstændige virksomhed. Men frem for alt vil hun gerne have en masse glade kunder, for hun er meget glad for at snakke med andre mennesker:

– Mit største fokus er at kunderne skal være godt tilfredse, så de kommer igen eller anbefaler mig til deres venner og familie. Det gør jeg mig meget umage med at få succes med.

Allerede nu har hun fået en pæn stor kundekreds, og det giver hende stort håb for fremtiden. For kunderne roser hende for de negle, hun laver. Hun arbejder også med at kunne gøre noget for de mere specielle typer af udfordringer som eksempelvis folk, der bider negle. Her er det lykkedes hende at afhjælpe problemet i mange tilfælde, men også for nogle at de får deres egne, naturlige negle.

https://my-negle.planway.com

Skriv en kommentar