Salgstiderne på alle boligtyper fortsætter med at falde i de første tre måneder af 2021. Og mens købere skal være vakse i et marked med historisk lavt udbud, har sælgere kronede dage. Ifølge Estate bliver genåbningen af Danmark afgørende for den videre udvikling.

Boligejere, der sætter deres bolig til salg i øjeblikket, har kronede dage. Salgstiderne på boligmarkedet er nemlig kun gået én vej det seneste år – ned. Og ser vi på udviklingen indtil videre i 2021, fortsætter den tendens.

Siden januar er den gennemsnitlige salgstid for villaer i Danmark faldet med 2,1 pct, mens faldet er 9,5 pct. for ejerlejligheder og 9,6 pct. for sommerhuse. Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

De kortere salgstider er især motiveret af danskernes øgede lyst til boligkøb i en tid, hvor Danmark har været ramt af coronanedlukning, og af at udenlandsrejser ikke har været en mulighed.

Hos Estate håber man, at salgstiderne finder et stabilt niveau i de kommende måneder.

-Faldende salgstider er godt nyt for sælgere i markedet, men fortsætter boligerne med at blive revet af markedet i et stadig højere tempo, vil det blive sværere for køberne at slå til i markedet. Derfor håber vi på, markedet finder en naturlig balance henover året, siger kædens presseansvarlige, Alexander Falck Winther.

Ønsket om balance beror på, at faldende salgstider er konsekvensen af et boligmarked, hvor efterspørgslen fra købere er markant højere end udbuddet af boliger til salg.

Ifølge Estate-kæden har den kommende genåbning af Danmark væsentlig betydning for, hvordan salgstiderne vil udvikle sig.

-Hvis danskerne stadig kun får begrænset mulighed for at rejse til udlandet denne sommer, vil der fortsat være udsigt til fald i salgstiderne – især på sommerhusmarkedet, som frister mange feriehungrende danskere, udtaler Alexander Falck Winther.

Med et gennemsnitligt fald på 19 salgsdage på landsplan alene i år er det da også sommerhusmarkedet, der har oplevet det største fald i salgstid.

Udvikling i salgstider, første kvartal 2021

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kurt Ravn
Kurt Ravn
19:09 - 27. april 2021 19:09

Fredericia hænger langt bagefter resten af landet. Vores boligpriser svarer til Lolland Falster kommunes priser. Vi takker kommunen for det med deres dyre skattepolitik..