I aften mødes KIF Kolding og FHK i årets første lokalopgør, der blot spilles for øjnene af omkring 400 tilskuere pga. Covid-19 restriktioner. Men hvordan er FHK stillet før opgøret? 

Begge hold kommer til at lide under, at kulissen ikke er som den var i den forgangne sæson, da de to hold mødtes. Omkring 3.000 tilskuere var til stede i Kolding Hallen, da FHK i sikker stil vandt med 34-26 på udebane over koldingenserne. De 3-400 var FHK-fans, der styrede lydkulissen og mandag aften kan der slet ikke være nogen FHK-fans til stede på lægterne, da reglementet ikke tillader udebanefans i disse tid. De eneste med FHK-sympati i Kolding Hallen er en liste, som FHK skal indgive, hvor spillere, trænere og ledere er på. 

Selvom Kolding ikke har fuldt hus, så vil de stadig have opbakning fra ca. 400 tilskuere, og derfor er de allerede foran på point, hvis man kigger på det opbakningsmæssigt. Den situation viste FHK i den seneste kamp mod Ringsted, at holdet godt kunne håndtere på udebane. FHK var kommet i modvind og der var en intens stemning i hallen, men det lod fredericianerne sig ikke påvirke af. I stedet holdt de fokus og fightede for holdet, byen og de fans, der ikke måtte være til stede.

Rent spillemæssigt har sæsonen været en rutsjetur for begge hold. Kolding lignede en meget seriøs nedrykningskandidat bedømt ud fra deres første kamp mod Aalborg, hvor de tabte med 40-27. Der blev det illustreret meget godt, hvad Koldings issue sæsonen igennem godt kan blive. De er afhængige af meget få spillere. Koldings keeper Ágúst Björgvinsson, der er kommet til klubben fra IK Sävehof, ramte slet ikke dagen og da Tim Winkler var ude med en skade var man tvunget til at have unge Frederik Bank med på bænken, og da han kom ind gjorde han heller ikke en forskel.

Björgvinsson tog ikke revanche i den efterfølgende kamp mod Ribe-Esbjerg, men der kørte Koldings angrebsmaskine. Særligt skal man der holde et vågent øje med fløjene Andreas Væver og Andreas Flodman, samt højrebacken Peter Balling. De skal orkestreres af playmaker Chris Jørgensen, der er en håndboldhjerne, men i sidste sæson holdt FHK ham i snor og hans karriere har toppet. Senest var Jørgensen ude af kampen mod SønderjyskE, da han er blevet far, og i hans fravær var ansvaret lagt over på den vævre Kristoffer Vestergaard, som klarede opgaven flot, men taget i betragtning, at det er hans første sæson i ligaen, så er det en svækkelse, når Vestergaard skal svinge taktstokken kontra Jørgensen.

Særligt på det punkt er FHK bedre stillet end Kolding. FHK har en markant bredere trup, hvor man ikke på samme måde er afhængig af, at enkelte spillere skal performe på dagen. Selvfølgelig vil det være at foretrække, at Kristian Stoklund rammer topniveauet, men i Ringsted så man, at det ikke var nødvendigt for at vinde. Det skyldtes mere en toppræstation af Nicolaj Nørager og at Emil Tellerup stod stabilt, samt at forsvaret havde oppet sig i forhold til sæsonens tidligere opgør.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

Et issue for FHK er til gengæld, at man for alvor mangler at få flere af de nye spillere til at stemple ind. Der var store forventninger til Anders Kragh Martinussen, men det er ikke helt indfriet endnu med målfarligheden i de første fire kampe i sæsonen. 11 mål på 25 skud er ikke det hverken Martinussen selv eller FHK havde forventet, men sæsonen er stadig ung og holdet skal spilles sammen.

En anden problematik for FHK er, at Rune Andersen og Mishels Liaba har været skadet i starten af sæsonen. Den bredde, som FHK er blevet fremhævet for, endda med rette, har ikke kunnet blive brugt på samme måde, da FHK har været tyndt besat med højrehænder i bagkæden. De kampe, hvor Liaba ikke har været skadet, har man set, at han har en hammer uden lige, og han kan derfor blive et vitalt våben for FHK. Men det kræver, at han bliver klar – og han er næppe på toppen i Kolding.

Kolding har hidtil i sæsonen vist sig som et hold, der kan slå til på hjemmebane, og vundet over Ribe-Esbjerg og senest SønderjyskE, som man må formode ender over koldingenserne. Derfor venter der derfor bestemt ikke en walk in the park for FHK, som har muligheder for at vinde i Kolding, men det er langtfra givet, at FHK tager til Kolding og vinder, og slet ikke i samme sikre stil, som det var tilfældet i sidste sæson.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer