Hvordan er Danmark kommet ind i den aktuelle krise med coronavirus? Vi har analyseret kommunikationen fra myndighederne siden januar. Her er er første del, der beskriver forløbet fra januar til vinterferien i februar.

Første gang Sundhedsstyrelsen melder sig på banen er den 23. januar 2020. Her beroliger direktøren Søren Brostrøm i TV Avisen danskerne. Man er nemlig “godt forberedt”, “hvis den nye coronavirus skulle nå til landet”. Og Statens Serum Institut havde i samme indslag også beroliget den sovende befolkning. Man udgav også nye retningslinjer og kom med en ret beskeden og mild udlægning af problemet, der i hvert fald ikke kan skræmme nogen:

“Der findes flere grupper af coronavirus (CoV). De mest almindelige coronavirus er årsag til forkølelse og milde luftvejsinfektioner, og de fleste mennesker vil blive smittet med almindelige typer af coronavirus en eller flere gange i løbet deres livstid”.

Den 26. januar “indskærpede” man “unødvendige” rejser til Hubei-provinsen i Kina. Men noget decideret forbud var der ikke tale om, på linje med de fleste andre lande i verden. Det var med andre ord helt friviligt, om man ville rejse en tur forbi coronavirusset og tilbage igen.

Men det skulle blive langt værre for Sundhedsstyrelsens kommunikationsafdeling kun få dage senere. Den 28. januar kunne man nu fortælle, at:

“Efter tilfælde af coronavirus i Europa: Vi vurderer fortsat, at der er lille sandsynlighed for, at sygdommen kommer til Danmark”.

“Efter tilfælde af coronavirus i Europa: Vi vurderer fortsat, at der er lille sandsynlighed for, at sygdommen kommer til Danmark”.

Man begyndte nu at hente danskere hjem fra Kina, og “evakuerede” dem. Den 29. januar tweetede minister Magnus Heunicke:

“Vores beredskab træder i kraft, når gruppen af danskere lander i Danmark fra Hubei-provinsen. Hver af dem vil få den nødvendige individuelle vurdering, som vores omfattende sundhedsberedskab står klar til at udføre”.

Men der var fortsat intet rejseforbud. Men “anbefalede” og “indskærpede”. Så samtidig med at man evakuerede folk fra Kina, kunne folk selv bestemme at rejse frem og tilbage. Det samme mønster gentog sig i de fleste europæiske lande. Befolkningerne havde med andre ord ingen grund til at tro, at der var fare på færde. Det sørgede politikere og embedsfolk for ved at betrygge dem og give alle frihed til at gøre, hvad de ville.

Den 31. januar var den gal igen. Nu erklærede WHO en international nødsituation. Men atter meddelte politikere og embedsfolk, at de “heldigvis” var “på forkant med situationen her i Danmark”. Men den “forkant” var ikke ligefrem stor.

Man stod samtidig klar til at tage imod de evakuerede fra Kina, lige så lidt som det skulle hjælpe på situationen på længere sigt. Igen beroligede man befolkningen og forsikrede, at det hele foregik under “forsvarlige forhold”. Forsikringerne om at der ikke var nogen smittede blandt de “evakuerede”, beroligede også befolkningen. På den måde forsøgte man i denne fase hele tiden at dæmpe frygten for epidemien, samtidig med at WHO erklærede en international nødsituation. Det handlede ikke om at advare og forebygge, og der var slet ikke tale om at træffe afgørende beslutninger, der kunne stoppe udbredelsen i vesten. I det hele taget lod man som om, det kun var et regionalt problem i Kina.

Man var samtidig meget på vagt overfor “misinformation”. Ihvertfald retweetede Sundhedsstyrelsen dette tweet:

Direktør Søren Brostrøm kunne også stille op i Politikken og fortælle om “en travl uge”. Det var dengang. En måned senere må direktøren nok konstatere at det blev en travl måned.

Den 2. februar kunne Sundhedsstyrelsen fortælle, at man ikke ville sætte rejsende fra Hubei-provinsen i karantæne. Samtidig kom man også med en udmelding, der dybest set handlede om at man ikke troede på, der ville komme smitte i Danmark.

“Sundhedsstyrelsens retningslinjer for den konkrete vurdering er fuldstændig på linje med andre europæiske lande, også Sverige og Norge, og disse principper har været brugt i mange år i Danmark, også under udbrud af mere alvorlige sygdomme som SARS, MERS og ebola. I ingen af de nævnte epidemier har der været tilfælde af smitte i Danmark, selvom der også dengang kom folk hjem fra de risikoområder”.

Befolkningen kunne med rette føle sig tryg ved situationen. Myndighederne forsikrede igen og igen om, at problemet ikke vedrørte dem. Samtidig med denne politik fortsatte folk med at gøre som de plejede. Hvorfor skulle man ikke det? Som Sundhedsstyrelsen selv slog fast, var det “fulstændig på linje med andre europæiske lande”. Altså godt en måned før at hele Europa var kastet ud i en krise, og den fælles europæiske politik havde vist sig fejlslagen som sjældent set. Noget som WHO i slutningen af februar var nød til at råbe højt om, da de skrev:

“Dette er ikke en øvelse”!

I februar 2020 stod danskerne overfor en lang vinterferie. Traditionen tro tager mange danskere afsted på skiferier. En del var bekymret for situationen og spekulerede over, om det var fornuftigt at rejse ud. Men det havde Sundhedsstyrelsen et svar på:

“Snart rejser mange danskere på vinterferie – og det kan I roligt gøre”, rådgav man.

De mange tilfælde af coronavirus der kom til Danmark, skulle senere vise sig at stamme fra turerne sydpå.

Sådan nåede vi frem til tiden efter en vinterferie, der satte Europa i nødretstilstand. Forløbet har vist, hvor stor betydning menneskers adfærd har, når et virus som coronavirus spreder sig. Statens Serum Institut forklarede den 12. marts 2020, at det især var rejsende til det populære skisportsted Ischgl i delstaten Tyrol, der havde taget coronavirusset med hjem til Danmark.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer