Se hvilke områder der risikerer at blive ramt af strejke og lockout i Fredericia Kommune

Overenskomstforhandlingerne på det kommunale området er brudt sammen. De faglige organisationer har varslet strejke fra 4. april, og Kommunernes Landsforening KL har varslet lockout fra 10. april.  Mens forhandlingerne fortsætter i forligsinstitutionen forbereder Fredericia Kommune sig på konflikten:

”Vi håber selvfølgelig, at forhandlerne kan finde en fælles løsning, inden det kommer til strejke og lockout. Lykkes det ikke, må vi forberede os på arbejdskonflikt på en række områder. Det vil selvfølgelig kunne mærkes mange steder, men vi er i fuld gang med at planlægge nødberedskaber og sikre, at livsvigtige funktioner kan fortsætte”, siger Annemarie Zacho-Broe, konstitueret kommunaldirektør i Fredericia Kommune.

På Othello Plejecenter har FOA varslet strejke for social- og sundhedspersonale. Her forhandler Fredericia Kommune og FOA om et såkaldt nødberedskab, der vil træde i kraft under en strejke. Det betyder, at alle beboere stadig vil modtage basal pleje, mens ikke-livsvigtige funktioner vil blive aflyst.

”Det er et vilkår, at en arbejdskonflikt rammer den service borgerne vi kan give borgerne. Det bliver vi nødt til at respektere, og følge de regler der er for arbejdskonflikter. Vi har heldigvis en god dialog med de faglige organisationer, og vi har et fælles mål om at sikre, at Fredericia Kommunes borgere kommer sikkert igennem en arbejdskonflikt”, siger Annemarie Zacho-Broe.

FOA har ligeledes meldt strejke for alle dagplejere i Fredericia Kommune. Det betyder, at medarbejdere der er organiseret i FOA ikke vil arbejde under konflikten. Fredericia Kommune er i gang med at afklare hvilke dagplejere, der vil blive omfattet konflikten.

Hvis det kommer til lockout, vil store dele af skoleområdet, dagtilbud, den kommunale administration, arbejdsmarkedsområdet og det tekniske område være omfattet. Sårbare grupper, ældre, handicappede, samt forsyningsområdet og udbetaling af ydelser vil som udgangspunkt ikke blive omfattet.

Læs mere om hvordan en konflikt vil påvirke servicen i Fredericia Kommune på: www.fredericia.dk/konflikt2018

Fakta om arbejdskonflikt

KL og de faglige organisationer forhandler overenskomster på det kommunale område. De gælder typisk i to til tre år. Lykkes det ikke at aftale en overenskomst, har arbejdstagerne mulighed for at strejke, mens arbejdsgiverne kan lockoute medarbejderne. Det er normal praksis, at udtage bestemte fagområder og kommuner til strejke og lockout, så det er derfor ikke alle offentlige medarbejdere, der bliver omfattet af en eventuel konflikt.

Inden det kommer til arbejdskonflikt mødes partnerne i Forligsinstitutionen, som er en uvildig instans, der har til opgave at hjælpe partner med at nå til enighed. Forligsinstitutionen har mulighed for at udskyde konflikten to gange af to ugers varighed. Lykkes det ikke at komme til enighed, vil en strejke kunne træde i kraft tidligst 4. april, mens en lockout vil kunne træde i kraft 10. april.