Øget bruger- og pårørendeinddragelse gennem obligatoriske bestyrelser på det enkelte plejehjem, øget fokus på rekruttering og flere ledere tæt på kerneopgaven. Det er blandt initiativerne, som KL i dag præsenterer for at gøre en god ældrepleje endnu bedre.

Ældreområdet ændrer sig markant i disse år. Antallet af de ældste ældre er stigende, og selvom mange generelt er sundere og mere aktive end tidligere, ser vi også en stigning i antallet af borgere med kroniske sygdomme og komplekse behov. Det stiller nye krav til vores ældrepleje.

”Vi kan ikke fortsætte med at gøre, som vi hidtil har gjort. Vi er nødt til at finde nye veje, som ruster vores ældrepleje til at imødekomme de udfordringer, vi står over for, så vi sikrer vores ældre en god og værdig ældrepleje,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard. 

Onsdag og torsdag holder KL, Sundheds- og Ældreministeriet, FOA og Ældre Sagen Ældretopmøde 2020. Med til diskussionerne tager KL 7 nye initiativer, som skal være med til at gøre en god ældrepleje endnu bedre.

Ressourcerne skal bruges på de ældre

KL foreslår bl.a., at man styrker bruger- og pårørendeinddragelsen med nye, obligatoriske bestyrelser, som inddrages i – og får indflydelse på – hverdagen på plejehjemmet. Og at der fra nationalt hold afsættes midler til at ansætte flere ledere lokalt på plejehjemmene og i hjemmeplejen, samt til videre- og efteruddannelse af lederne, så de kommer tættere på kerneopgaven.

Samtidig peger KL på, at der skal afsættes permanente midler til at styrke praktikdelen af SOSU-uddannelserne, så frafaldet af elever kan nedbringes.

”Vi skal huske på, at vi på mange måder har en ældrepleje, som fungerer rigtig godt. Og så skal vi arbejde på at rette op de steder, hvor vi ikke kan være tilfredse. Det handler om at udfordre gamle vaner og fastlåste kulturer og strukturer, der binder ressourcerne op på det forkerte og tager tid fra det væsentligste – nemlig medarbejdernes og ledernes nærvær med de ældre,” siger Jacob Bundsgaard.

En fælles opgave

KL-formanden ser frem til Ældretopmødet 2020, som ifølge ham er en unik mulighed for, at parterne sammen kan få de gode eksempler på bordet, inspirere hinanden og ikke mindst få taget de vigtigste diskussioner om, hvordan vi sikrer en god og værdig ældrepleje.

”Vi har et fælles ansvar for at få skabt de rammer, som gør, at den enkelte borger bliver mødt med nærvær og den omsorg, som han eller hun har brug for. Det er altafgørende, og jeg er glad for, at vi nu tager hul på diskussionerne om de langsigtede prioriteringer og løsninger,” siger Jacob Bundsgaard.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer