Forside Fredericia Sådan får du mest ud af din pension

Sådan får du mest ud af din pension

DEL
trdh, Trine Danholt Hansen

Grundlaget for en god pensionsopsparing lægges gennem hele livet. Logikken er egentlig meget simpel: Jo tidligere du starter en opsparing, jo flere penge har du til din alderdom.

Af Trine Damholt Hansen er privatrådgiver og pensionsansvarlig i Sydbank Fredericia/Middelfart.

Her følger fem råd til pensionsopsparing.

De fleste drømmer om – på et tidspunkt – at lægge arbejdslivet på hylden og få tid til alt det, der ikke er tid til i hverdagen. Det kræver en god plan for pensionsopsparingen, men med lidt økonomisk planlægning kan drømmen faktisk gå i opfyldelse for de fleste. Dine muligheder afhænger blandt andet af, hvor tidligt du starter med at spare op, opsparingsform, samt hvor meget du sparer op og din livssituation.

Start tidligt

Selv om du tænker, at pensionsalderen ligger meget langt ud i fremtiden er det en god ide at starte din pensionsopsparing tidligt i arbejdslivet. Ved at starte tidligt øger du ikke kun de renter, du kan hente på din pensionsopsparing, men du indbetaler samlet set i flere år. Og dét betyder naturligvis flere penge samlet set på din pensionsopsparing.

Vælg opsparingsform

Det er vigtigt at finde ud af, hvilken opsparingsform, du skal vælge: aldersopsparing, livrente eller ratepension. Det afgørende er, at du vælger en opsparing, der passer til dig og din familie.

Hvor meget?

Din pension skal som tommelfingerregel give 70-80 procent af din indkomst, når du går på pension. Pensionen består både af folkepension, ATP, arbejdsmarkedspension og eventuelt din egen private pensionsopsparing – for eksempel i form af en pensionsordning i din bank. Indbetaler du mellem 10 og 20 procent af din løn til din pensionsopsparing i hele dit arbejdsliv, har du en god mulighed for at kunne opretholde din levestandard, når du går på pension.

Sammenlæg små pensionsordninger

Skifter du arbejde, flytter din arbejdsmarkedspension ikke nødvendigvis med. Hvis du ikke selv flytter den, kan du ende med flere små pensionsordninger. Hvis du har flere pensionsordninger, skal du betale gebyrer og omkostninger til dem alle, og det kan koste et stort indhug i dit afkast. Ved at lægge dem sammen med en bestående, større og aktiv pensionsordning, kan du spare omkostninger og øge overblikket.

Tjek din pensionsaftale

Ændrer din livssituation sig, skal du tjekke din pensionsaftale igennem. Ægteskab, job, børn, skilsmisse og sygdom kan få stor betydning for, hvordan din pensionsaftale bør se ud fremover.

Din pension skal sikre, at du kan nyde livet som pensionist – og dine valg i dag har stor betydning for dit fremtidige liv som pensionist. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på din pensionsopsparing og rådfører dig med din bank eller en uvildig pensionsrådgiver for at sikre, du får mest ud af den.

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL