Vi hører politikerne og embedsværket vrøvle løs om, hvor farligt internettet er. Der er nærmest ingen, der ifølge denne dagsorden ikke tager skade af at have fri adgang til selv at bestemme på internettet. Men der er en meget simpel løsning til denne krænkelsesparate flok af mennesker. Man kan nemlig bare slukke for sit internet. Der er ingen, der er tvunget til at være online. Hverken dem der skal se på noget eller dem. der vil vise noget.

Vi kan vælge at hylde friheden. Vi kan hylde det grundfæstede princip om ytringsfriheden. Vi kan bede de elitære magthavere om at slette deres Facebook-konti og andre sociale medier, som de tilsyneladende er så stødte over og som de ønsker at regulere og kontrollere. Lad os også minde dem om, at alle børn i Danmark har forældre, der på tilsvarende måde kan bestemme, at deres børn ikke skal have adgang til det ene eller det andet. Forældre behøver faktisk, hverken politikere eller embedsfolk til at bestemme det for dem.

Samtidig kan vi endeligt slå fast, at det ikke handler om ulovligheder. Dem er der allerede lovgivning for, og det hånteres allerede af myndighederne. For det forsikrer selvsamme myndigheder os løbende om, samtidig med, at vi jævnligt kan læse domme afsagt ved domstolene. Hvis der mangler ressourcer til at efterforske og retsforfølge lovovertrædere, så er der tale om en anden problematik. Og den løser man ikke ved at skære alle over en kam og indføre censur i den ene eller anden form.

Vi har siden slutningen af 00’erne vænnet os til også at eksisitere i et digitalt samfund online. Meget af det har næppe nogen stor samfundsmæssig gevinst, men fællesskabet har ingen ret til at bestemme at dem, der faktisk er glade for det, ikke skal have adgang til det. Danmark er i den grad et moraliserende forbudsland på en række områder, men ofte er det ren symbolpolitik og slag ud i luften. Hvis man gerne ville forhindre folk i at ryge cigaretter ved at indføre en afgift, så skulle prisen på cigaretter ikke være 60,- kroner pakken, men 600,- kroner pakken. Kort sagt handler det om noget helt andet end at stoppe rygning, nemlig at skovle penge ind fra rygerne til statskassen. På samme vis kunne man også beskatte brændeovne, for de udsender sundhedsskadelige partikler i beboelseskvarterer. Men det gør man ikke.

Rygedebatten har raset i Danmark siden 1970’erne. Det er også meget fint at gå efter rygning, for det er skadeligt. Men det er fortsat cherrypicking. For der er uendeligt mange andre skadelige ting, man ikke går efter. Fedt er ekstremt sundhedsskadeligt. Og det er bombarderet ind i meget af den danske fødevareproduktion. Leverpostej forbyder man jo ikke. Og en pakke leverpostej koster heller ikke 60,-. Denne udsøgte ide med at udvælge nogle bestemte områder som man skal moralisere over, er ikke noget nyt. Det handler mest om tidsånden. Godt i dag, skidt imorgen. Men netop derfor er der behov for nogle overordnede etiske og demokratiske spilleregler for, hvad staten skal blande sig i. Magten kan nemlig skifte, og så er det måske ikke så sjovt, når nogen forbyder leverpostejen.

Det hele handler om personlig frihed. Om invididets ret til egen eksistens i samfundet. Men naturligvis også om fællesskabets interesser. Men vi er i vores tid kommet langt ud over, hvad der rimeligvis kan betegnes som fællesskabets ve og vel. Alt for ofte handler det om bestemte faggruppers ve og vel. Vi bliver reguleret, reguleret og reguleret. Kontrolleret, kontrolleret og kontrolleret. Så når den ene halvdel af befolkningen er ansat til at holde øje med den anden halvdel, har man så nået slutmålet? Hvad produktivt kommer der ud af det? Hvilken livskvalitet er der, hvis det er forbudt at gøre noget som helst, fordi nogen ikke kan lide det? Og hvad driver så mange til at ville bestemme så meget over hvad andre gør?

Kodeordet er ydmyghed. Man kunne være mere ydmyg og mindre parat til at tro på, at man selv har fundet sandheden om livets rette gang på jord. Mere optaget af hvordan tingene gror i ens egen have end i naboens. Mere parat til at akceptere andres ulykke fremfor at håne dem for det. Mere klar til at imødegå egne fejl fremfor at fremhæve andres. Mere parat til at lytte for at forstå andres virkelighed, fremfor hele tiden at arbejde på at andre forstår ens virkelighed.

Alt dette spiller en afgørende rolle i den aktuelle diskurs overfor friheden på internettet. For hvis det fortsætter med disse lovindgreb der planlægges, vil internettet forandre sig markant. Ganske vist vil der måske være mange, der føler sig trygge ved at staten har bestemt, hvad de må se og skrive selv. Men prisen er ustabilitet i det demokratiske system. For med undertrykkelse af informationer følger der automatisk vildledning med.

Ja, der findes såkaldte “ekkokamre” på Facebook. Ja, der er “radikaliserede grupperinger” (folk man er uenige med?). Ja, der er “fake news” (historier man ikke er enige med eller som ikke kan dokumenteres umiddelbart?). Ja, der er mange ubegavede debatører. Ja, der er pres på unge i en popularitetskonkurrence (er det noget nyt?). Ja, der er folk, der ikke stoler på staten (hvorfor?). Ja, der er ikke længere “gatekeepers”, der bestemmer hvilke informationer der kan udbredes til et stort publikum.

Men det gode spørgsmål er:

Hvorfor er dette et problem? For hvem er det et problem? Og hvorfor slukker man egentlig ikke bare for det? Stort set alle vegne kan man nemt blokere for personer, man ikke bryder sig om. Hvad er så problemet?

Der findes billige, tekniske redskaber der kan blokere for bestemt indhold. Redskaber som selv almindelige forbrugere eller virksomheder kan installere på deres internetforbindelser. Så hvis nogen gerne vil forhindre adgang til Facebook eller Google, så kan de gøre det. Som et eget valg. Skolelærere har i et årti haft en fetish med at ville konfiskere elevernes telefoner. Upåagtet de gode argumenter om at ville have koncentration, så svarer det til at konfiskere stolene, fordi eleverne vipper på dem. Det moderne menneske kommunikerer via deres smartphones. Ja, det bør man gøre i frikvarteret. Men grænserne bliver konstant indsnævret. Det betyder også at tilliden til at det enkelte menneske selv tager stilling til at vælge “det rette” tilsvarende svinder ind. Tidens tendens er forbud, forbud og forbud. Formynderiet er grænseløst og breder sig som ringe i vandet. Senest under den nu glemte coronakrise hvor barnepigestaten for alvor trådte i karakter under den almoderlige visdom.

Her kunne selveste politiet køre rundt og formane om enhver bagatel. Spørgsmålet er om vi overhovedet har ret til at gå i underbukser i vores eget hjem? For hver dag spyer NGO’er og trendskabere deres krævende virkelighed udover fællesskabet for at få så mange som muligt til at rette ind. Politikerne og embedsapparatet er den del af den cocktail. Vi overstrømmes med nyheder om alle statens velsignelser og tiltag på alverdens områder. Intet forbliver uberørt. Alt er et problem.

Staten har OCD.

Halleluja. Verdens (for tiden) rigeste mand, Elon Musk, har købt selveste Twitter. Han vil genetablere ytringsfriheden. Det er en kæmpe historie på de sociale medier. Hans aktioner på denne front har en væsentlig og meget positiv konsekvens: Den viser at selvcensuren er blevet så udbredt hos “de amerikanske techgiganter”, at hele det fundament disse tjenester er skabt på, er ved at forsvinde. Der er dagligt bunker af absurde eksempler på censur, udført af Facebook, Twitter, Google med flere. Altsammen sker ud fra devisen om, at man skal tækkes de politiske magthavere. Men i realiteten er det en informationskrig, hvor demokratiet er i farezonen. Ikke på grund af Donald Trump, Putin eller andre lignende personer. Nej. Det skyldes udelukkende den forfejlede og historieløse opfattelse af at demokratiet kun kan overleve ved at indføre censur.

Hvis, der er noget, man gerne vil forbyde eller regulere, så bør man først overveje, hvad man selv kan lide, som andre kunne tænke sig at forbyde eller regulerer. For lovgivning bør ikke være den første reaktion på alt. Der er i forvejen alt for meget lovgivning, og de færreste kan overskue ret meget af den. Det kræver eksperter. Indenfor hvert område. Så der er med andre ord ikke for få love, men for mange. Desværre har politikere og embedsapparatet en stor trang til at bruge lovgivning som et form for popularitetsværktøj. Der er for lidt respekt omkring betydningen af klare, tydelige og hensigtsmæssige love.