Ingen september uden minimum et ny afsnit i Apples populære smartphone-serie. I år fik vi vist hele tre nye modeller, iPhone XS, iPhone XS Max og iPhone XR, som med hver deres midler skal tage kampen op med konkurrenternes topmodeller, og hvis det står til Apple, også gerne vinde den.

Men hvad er så det nye, som man skal betale en pæn sum penge for at få fingrene i?

Nyt kraftigt mobilhjerte

Til at styre løjerne, og særligt dem af grafisk karakter, finder man nu den nye A12-processor, som lover at gøre alting en hel del hurtigere og mere effektivt end A11, som var den, der sad i sidste års modeller.

Og på papiret ser det ud til, at der kommer masser af saft og kraft ud af processoren, når den i endnu større omfang kommer til at snakke sammen med en, til formålet, opdateret Neural Engine – den motor, som styrer kunstig intelligens og maskinlæring – således at telefonen selv lærer mens man bruger den. Og det er i den daglige brug, men især i brug af kameraet og når man låser telefonen op med Face ID, at man vil opleve en klar forbedring. Neural Engine kan nemlig hurtigt lære mønstre i ansigter at kende.

Dual camera

På de to dyreste modeller sidder der dual camera på bagsiden, hvilket, sammen med førnævnte Neural Engine, skulle give endnu bedre billeder end tidligere. Udover det dobbelte kamera, har de nye modeller også fået en større pixel, fra 1.22 μm til 1.4μm, som teknisk set giver mere lys og hermed mere information til kameraet. Også det skulle give endnu bedre billeder. På den billigere iPhone XR finder man dog kun 1 kamera på bagsiden, men det loves også at kunne skyde nogle ganske gode billeder, da telefonen har samme smarte teknologi som iPhone XS og iPhone XS Max.

Nye skarpe skærme – også i den billige model

Apple lover også nye tiltag i form af OLED-skærme, som pryder iPhone XS og iPhone XS Max. OLED giver bedre farvegengivelse og dybde, men er til gengæld også delvis årsag til de lidt højere priser, da OLED generelt er dyrere end LCD. Selvom der kun sidder en LCD-skærm i XR-modellen, skulle det efter Apples udsagn være den mest avancerede af slagsen på markedet. Med den viden vurderer vi, at man ikke går skuffet fra butikken med den billigere model i hånden.

Bedre batteri

Det kan være voldsomt frustrerende at stå med en afladet mobiltelefon, inden dagen er omme. Det kender de fleste mennesker på farten til, og derfor skulle der være godt nyt ifm. lanceringen af de nye modeller. De holder nemlig, ifølge Apple, mellem 30 minutter og 1,5 time længere end sidste års topmodeller iPhone 8 og iPhone X. Det siger dog nødvendigvis ikke så meget, for det er svært at vride en hel dags batterilevetid ud af almindelige topmodeller, selv ved almindeligt brug.

Om ikke så længe kommer de nye telefoner i handelen, og inden da vil der komme en lang række uafhængige tests af dem, så vi kan se om de holder hvad de Apple lover.