Forside Fredericia S-kandidat: Det er tæt, men jeg tror på det

S-kandidat: Det er tæt, men jeg tror på det

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Stemmerne er afgivet, og grovtællingen viste en flot fremgang til Socialdemokratiet i Fredericia og en samlet fremgang i Sydjylland, hvilket har resulteret i et ekstra sydjysk mandat til Socialdemokraterne.

Vi fangede Jens Jonatan Steen på telefonen, han lød glad, men også træt. “Jeg skal lige hjem og have en lur”, lød det fra kandidaten, der har et par nervepirrende timer i vente. De personlige stemmetal gøres op i hele Danmark, og de er afgørende for om Jens Jonatan Steen kan kalde sig for Folketingsmedlem inden dagen er omme. Du kan følge resultaterne som de tikker ind lige her.

Socialdemokratiet går lidt tilbage, men vinder et ekstra mandat. Hvad er dine umiddelbare tanker om dette?

“Jeg tænker at det er et ekstremt positivt resultat. Af alle de bokse vi kunne sætte hakker i, så er der kommet hakker i hele vejen rundt. Danskerne stemte for en ny kurs for Danmark, noget vi har kæmpet hårdt for. Danskerne valgte Socialdemokratiet til og Sydjylland sikrede sig et ekstra mandat. Vi fik i Fredericia bevist, at vi er en stærk socialdemokratisk kommune”, lød det fra Jens Jonatan Steen.

“Det er samtidig et kæmpe skulderklap til alle de frivillige og kandidater der har kæmpet dag ud og dag ind i både Fredericia, men også i resten af Sydjylland. Det her er vores fortjeneste, og så håber jeg at vi her i Fredericia kan høste frugten”, fortsatte han.

Der går formentlig en rum tid før din formand, Mette Frederiksen, kan sætte sig for bordenden som Statsminister. Hvad er det for en tid der venter?

“Der kommer til at vente endnu et langt sejt træk. Det kommer til at tage tid og der bliver trukket tænder ud. Vi har set en valgkamp, hvor jeg mener det er helt entydigt at det er socialdemokraterne har trukket mandaterne over midten. Det vil jeg betragte som en socialdemokratisk storsejr”, siger Jens Jonatan Steen og fortsætter:

“Der er partier der har lagt sig lidt i skyggen og hoppet lidt med på vores politik. På den anden side er der også kommet rækker af krav til Mette, eksempelvis har Radikale præsenteret en række ultimative krav, så det bliver kompliceret. Men jeg tror på, at ønsket om en ny politik og en ny retning for Danmark kommer til at overtrumfe de mindre slagsmål”.

“Vi kan levere mærkbare forandringer på uddannelse og på vores børn. Der tror jeg vi kommer til at se et stærkt regeringsgrundlag med de grundlæggende værdier, som vi i rød blok er meget enige om. Det bliver en lang proces, men samtidig en proces med et Socialdemokrati der har lært af fortiden, det sorte tårn bliver i fortiden, og ingen får alt for stor indflydelse som sidst. Der kommer til at komme diskussioner, men jeg tror vi kommer i mål”, lyder det fra den lokale kandidat.

Hvad med dine egne chancer? Du må gå rundt og være meget spændt?

“Jeg selv er super spændt. Med fremgangen i Sydjylland og Fredericia, så ser det positivt ud. Jeg tror vi kommer tæt på, og jeg tror det er nok. Men det bliver meget tæt. Flere af de andre har større kredse der gør det lidt lettere for dem, men jeg tror på, at vores hårde arbejde har båret frugt og at jeg kan komme ind”, siger Jens Jonatan Steen.

“Jeg kom lidt sent ind i denne meget lange valgkamp, der har været i mere end et år for de fleste kandidater, så vi har holdt et meget skarpt fokus på vores hjemmebane her i Fredericia. Selvfølgelig betyder resultaterne andre steder noget, men det vigtigste er her i Fredericia, det er her vi har lagt alle kræfterne”, slutter Jens Jonatan Steen.

https://www.billet.dk/order/tickets/13260481/lars-lilholt-band-buelows-kaserne-2019-07-06-19-30-00?
DEL