Mandag aften var der endnu en gang ministerbesøg i Fredericia. Klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, gæstede fæstningsbyen.

Det var anden gang på fem dage, at han var i byen, da han deltog i første spadstik til Nordens største brintfabrik, HySynergy.

Mandag aften slog Danmarks samlingspunkt for digitale energiløsninger, Center Denmark, dørene op for klimaministeren.

Formålet med ministerbesøget hos Center Denmark var at sætte fokus på de muligheder, hvor både Danmark og Fredericia er motor i den grønne omstilling inden for energiområdet.

Fredericia er allerede en stor og afgørende spiller for udvikling af den grønne omstilling inden for især vedvarende energi, når det handler om fordeling, udvikling og produktion af grøn energi er Fredericia absolut i topklasse. Det gælder ikke mindst for den nyåbnede brintfabrik.

Men udover at producere og udvikle nye energiformer, så handler det også at om planlægge og fordele den grønne energi, så vi kan udnytte potentialerne fremover. Her spiller data og det forskningssamarbejde som er indbegrebet af Center Danmark en kæmpe og på mange måder overset rolle.

Center Denmark er et non-profit og uafhængigt selskab, der leverer digital infrastruktur som understøtter aktører i energisektoren til udvikling af nye datadrevne løsninger, der udnytter muligheder i sektorkobling og accelererer den grønne omstilling. Centret er udgjort af et bredt samarbejde mellem erhvervslivet og alle landets førende forskningsinstitutioner indenfor den grønne energi, der skaber fremtidens energimæssige økosystem baseret på data.

Vi skal vide, hvornår vaskemaskiner bør køre, hvornår erhvervslivet har de største behov og hvordan energi fordeles mest effektivt. Det er den slags spørgsmål, som Center Danmark kan besvare, og her stod direktør, Søren Skov Bording, og bestyrelsesformand, Lars Bonderup Bjørn klar til at gøre borgmester i byen, Steen Wrist, kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet i Fredericia, Jens Jonatan Steen samt Dan Jørgensen, klogere på fremtidens løsninger.

Søren Skov Bording holder oplæg

– Jeg synes, at det er fantastisk, at klimaministeren endnu en gang er på besøg i Fredericia. Det understreger bare, hvilken stor betydning, Fredericia har for den grønne omstilling. Det er også markeret igennem Center Denmark, hvilket er med til at gøre byen til energiens hovedstad, siger Jens Jonatan Steen.

Herudover mener folketingskandidaten, at Center Denmarks arbejde vidner om, at Danmark, herunder Fredericia, er langt fremme som producent, udvikler og iværksætter af energi. Ydermere peger det endnu en gang på, at Fredericias lokation med udgangspunkt i infrastrukturen og i det geografiske viser, hvor meget potentiale, byen har.

– Det er ekstremt udfordrende viden, men det er også meget lærerigt. Det kræver forståelse og indlevelse, fordi det giver et overordnet billede af, at Fredericia vækster og går forrest i klimakampen. Derfor var det mega facinerende at høre om deres enorme indsats for at få vedvarende energi igennem digitale muligheder, uddyber han.

Han håber, at Center Denmark og Fredericias generelle indsats i den grønne omstilling kan inspirere andre byer til hoppe med på klimabåden og tage et aktivt ansvar. Han mener, at Fredericia har vist sig for at være en modig by, som er god til at omstille sig til de aktuelle udfordringer.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her