I sommers fik fredericianerne en forsmag på, hvad der skal ske med Gothersgade – hvis altså det står til Socialdemokratiet. Budgetforhandlingerne er i fuld gang – og politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe, Steen Wrist Ørts, løfter i et interview til AVISEN sløret for, at man har planer om at omdanne hele Gothersgade til en gågade.

»I sommers har vi afprøvet en lukning af den sydlige del af Gothersgade. Det var et forsøg der blev lavet for at skabe mere liv i byen – og det virkede. I Socialdemokratiet synes vi at det gik så godt, at vi nu er klar til at tage det med til forhandlingsbordet. Helt konkret foreslår vi at gøre hele Gothersgade til en gågade«, forklarer Steen Wrist Ørts.

Som en del af #SommeriFredericia blev den sydlige del af Gothersgade spærret af og beklædt med rullegræs. Forslaget fra den socialdemokratiske gruppe fortæller ikke noget om græs – men derimod at der skal spærres endnu mere end det var tilfældet i sommers, hvor der kun være spærret mellem Fynsgade og Oldenborggade. 

Formand for By- og Planudvalget, Steen Wrist, tog første spadestik sammen med Borgmester Jacob Bjerregaard. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

»Det er en strategi der har været i mange år; det går helt tilbage til Gang-i-byen planerne. Nu er vi kommet til et sted, hvor at hvis nogen skal turde etablere nye butikslokaler, så skal vi melde klart ud at vi går efter en gågade. For os er det altafgørende, at vi ikke ender i en situation med to handelscentre i Fredericia«, siger Wrist og fortsætter:

»Fremtiden i Danmark bringer færre handelsbyer end vi har i dag. Her spår eksperterne, at der er gode muligheder for Fredericia, men det kræver at vi arbejder meget strategisk for at fastholde det potentiale og udløse det. Der er en række gode idéer til hvad vi kan og skal med vores Midtby. Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes et quickfix på noget, det kræver et hårdt stykke arbejde«.

Netop det arbejde bliver der også afsat midler til i Socialdemokratiets budgetforslag. Der skal laves en ny midtbystrategi, lyder forslaget.

»Det strategiske arbejde der skal til, det kræver midler. Vi har afsat midler til at udarbejde en ny midtbystrategi. Vi er klar til at trække i arbejdstøjet og finde på de rigtige løsninger for Fredericias fremtid. Vi forestiller os, at den her strategi skal udarbejdes i et tæt samarbejde mellem Byforum og By- og Planudvalget, så vi får de bedst mulige løsninger på bordet – til Fredericias bedste«, slår Wrist fast.

Vendersgade er fyldt med tomme butikslokaler – og flere af forretningerne har den seneste tid søgt om mod den mere befærdede Gothersgade. Men det ligger ikke i de socialdemokratiske kort at åbne op for Vendergade.

»Vi har ikke nogle planer om at åbne Vendersgade. Vi har en plan om at styrke Gothersgade«, slår den politiske ordfører fast.

Som det altid er, så er budgetønsker ikke altid lig med at det bliver en realitet på den anden side, når det endelige budget er landet. Steen Wrist Ørts tør ikke spå om hvordan forhandlingerne på det her specifikke område bliver.

»Jeg ved ikke hvad det bliver. Jeg tror det kommer an på hvor vi ender med ønsket om at stå sammen om en midtbystrategi. Jeg tror ikke at man skal ville alt for meget på én gang. Nu har vi prøvet det her – og det har vist sig at være en stor succes. Det er noget vi har testet og som vi ved det virker«, forklarer Ordføreren.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer