Torsdag var der møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, et møde der ligesom de fleste andre møder i 2020 blev afholdt virtuelt. Der var bare én ting der var helt gal: To russiske satirikere havde sneget sig med.

»Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er blevet udsat for, at en falsk person har udgivet sig for at være den hviderussiske præsidentkandidat Sviatlana Tsikhanouskaya i et virtuelt møde med medlemmerne af Det Udenrigspolitiske Nævn, der blev afholdt den 6. oktober 2020«, skriver Udenrigspolitisk Nævn i en pressemeddelelse.

»På mødet blev den aktuelle politiske situation i Hviderusland drøftet. Samtidig drøftede man også, hvordan den hviderussiske befolkning kan støttes i deres kamp for demokrati og menneskerettigheder«, fortsætter Udenrigspolitisk Nævn.

»Da mødet startede, havde Sviatlana Tsikhanouskaya og hendes stab problemer med kameraet på deres pc, og det var derfor ikke muligt at se hende. Mødet varede cirka 40 minutter. Undervejs blev de deltagende medlemmer klar over, at der var noget, der ikke stemte, og Nævnet tog selv initiativ til at afslutte mødet«, forklares det.

»Det blev efterfølgende gennem kontakt til Sviatlana Tsikhanouskayas stab konstateret, at Nævnet havde haft møde med en person, som udgav sig for at være Sviatlana Tsikhanouskaya«, slår nævnet fast.

»Under mødet blev der ikke sagt noget, der kan kompromittere den danske udenrigspolitiske linje. Der er ikke i øvrigt konstateret situationer, hvor der har været brud på sikkerheden i forhold til Nævnet. Sagens omstændigheder er ved at blive undersøgt nærmere«, lyder det fra Udenrigspolitisk Nævn.

»Jeg håber, at der blot er tale om en grov spøg, men jeg er selvfølgelig bekymret for, om deltagelsen i mødet bliver misbrugt. Det giver også anledning til stof til eftertanke« siger Martin Lidegaard, formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

»Nævnet vil eksempelvis fremover altid kræve, at der er kamera på, når Nævnet mødes virtuelt med eksterne mødeparter«, siger Michael Aastrup Jensen, næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

Frygten viste sig at være reel

»Ja, så blev det som forventet en optræden i russisk satireprogram. Selvfølgelig på en side meget sjovt, men på den anden side også meget alvorligt. Derfor har Martin Lidegaard og jeg også indført markant bedre sikkerhed for nævnets videomøder«, skriver næstformand, Michael Aastrup Jensen, på sin Twitterprofil.

Den frygt mange nok sidder med når alle møder skal være online er hvor mange der i virkeligheden lytter med. Flere af de mest brugte platforme viste sig tidligt at have store databrud, hvilket har givet skærpet sikkerhed for mange. Men selv med en skærpet sikkerhed, så kan det gå galt.

Det viser denne absurde situation også, hvor to russiske satirikere fik sneget sig med til et dansk møde, et møde hvor der potentielt kunne være tale om højst fortrolige og kompromitterende oplysninger. Heldigvis var det ikke tilfældet, men man kan kun forestille sig hvor galt det kunne have gået.

Det ser bare ikke godt ud, at danske folketingspolitikere nu helt uforvarende bliver udskammet som værende dem der overhovedet ikke har styr på situationen. Det er velsagtens også meget retfærdigt, for der var ikke styr på det – men, som det også ses i klippet, så havde de en klar fornemmelse af, at noget var helt galt. Det tog bare lang tid at komme dertil.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer