Er meget dækning godt i sig selv? Al omtale er bedre ingen omtale?

Under folketingsvalget i juni 2019 udvandrede partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan, fra en paneldebat fordi han ikke synes han blev hørt nok. Han synes, at de store midterpartier fik langt mere taletid end han gjorde. Jeg skal sige med det samme, at jeg ikke har lavet en analyse af om han har ret eller ej – det kan være den analyse kommer, for jeg synes det er et meget interessant emne at tage fat i. Men inden man skal lave analysen synes jeg det er vigtigt at træde et skridt tilbage og tage en lidt større diskussion. 

For skal alle dækkes lige? Skal alle politiske partier have den samme mængde af opmærksomhed?

Grunden til, at jeg spørger om dette er, at det er en vedblivende diskussion i politisk forskning. Inden længe skal jeg skrive bachelor indenfor politik og medier, og i baggrundsundervisningen hertil blev vi præsenteret for to tekster omkring mediebias, der på dansk nok bedst beskrives som politisk skævvridning fra mediernes side. I disse tekster er tilgangen til at undersøge denne skævvridning forskellig.

Den ene tekst, en artikel udarbejdet af flere anerkendte forskere i Østrig med udgangspunkt i østrigsk politik. Udgangspunktet for dem er, at et ikke-bias, altså fraværet af en politisk skævvridning, er at alle bliver hørt lige meget. Så hvis Ekstra Bladet skrev mere om Venstre end om Socialdemokratiet vil der altså være en skævvridning. Den anden tekst, en artikel fra to danske forskere, arbejder ud fra en anden tankegang. For dem er fraværet af en skævvridning, hvis hvert parti bliver dækket relativt til deres opbakning. 

Begge dele virker som det helt rigtige undervejs i læsningen. Men hvad er egentlig mest korrekt?

Jeg skriver ikke denne leder for at fortælle jer hvad jeg synes. Ikke fordi jeg ikke vil fortælle det, men fordi jeg simpelthen ikke ved det. 

Hvis man dækker alle lige, så arbejder man ud fra grundlæggende principper om at alle er lige. Det kan godt være at Socialdemokratiet fik mere end 50% af stemmerne ved kommunalvalget i 2017, men når der i 2021 igen er kommunalvalg har de ingen stemmer givet på forhånd. Med det udgangspunkt er de alle lige når valgkampen starter – eller er de nu også det?

For umiddelbart giver det vildt god mening, at alle skal dækkes mere eller mindre lige. At alle skal have muligheden for at komme til orde, at alle har muligheden for at blive vist i medierne. Men hvis man arbejder ud fra denne tanke, så skal Rasmus Paludan have ligeså meget taletid som Mette Frederiksen og Jakob Elleman-Jensen. Lad os være ærlige, han fik nok mere taletid end de to ved det overståede valg, men han har vel også krav på minimum at være lige med de andre?

Hvis vi tager udgangspunkt i den anden tankegang. At den seneste meningsmåling på valgkampens startdag skal afgøre hvem der i en valgkamp bør få taletid. Hvis Socialdemokratiet i Fredericia står med en meningsmåling på 50%, så skal de have 50% af taletiden. Hvis Venstre har 30%, så skal de have 30% af taletiden. Er det mere fair? Det kunne man i hvert fald mene, og her vil jeg undlade at gå ind i en debat om gyldigheden af meningsmålinger – for dem er politikerne altid hurtige til at skyde ned, selvom de er dem der følger mest med i dem. Men lad os lege med tanken om den relative dækning. Det burde vel være mest fair? Altså vi har bygget vores demokrati i Danmark på et repræsentativt proportionalt styre, så hvorfor skulle denne proportionalitet ikke også gælde i mediedækningen af politikerne?

Lad mig fortælle jer hvorfor det ikke nødvendigvis er en god idé. Alt eksisterende forskning peger på, at jo mere mediedækning man har, jo større er vælgertilslutningen. Med dette vil den proportionelle dækning altså blive en form for selvopfyldende profeti, hvor de små parti forbliver små, fordi deres mediedækning har været lille – og de store partier bliver ved at være store.

Der er altså et grundlæggende problem ved denne tankegang også, ligesom man ved den helt lige dækning har udfordringen at selv de mest yderligtgående og rabiate partier skal høres ligemeget. De partier der har ét eller meget få politikområder har ligeså meget krav på at blive hørt i en debat om noget de slet ikke har en holdning til. Bare se Alternativets første valgkamp. Klimaet var deres mærkesag. Helt fair. De fik lov at tale meget om klimaet, men de andre partier fik samme taletid. Når emnerne var socialpolitik, ældrepolitik eller andet, som Alternativet end ikke havde udformet en politik for skulle de altså have den samme mængde taletid, også selvom de ikke rigtigt kunne sige noget. 

Til hele denne debat om lige dækning imod relativ dækning er også et indlejret en gammel tankegang, der har splittet mange kommunikationsfolk gennem tiden. Simon Spies sagde noget, som sjældent vil gå i glemmebogen: Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. For det her med den lige dækning i mængde fortæller i bund og grund ikke noget om indholdet. Socialdemokratiet og Venstre kan være dækket præcist lige meget af Ekstra Bladet, men hvis Venstre i de fleste artikler er blevet talt dårligt om, er det så stadig et mål i sig selv at have en stor mængde omtale?

Den politiske forskning beretter om, at en mere positiv dækning har en effekt på borgerne, hvorfor en negativ dækning må forventes også at have en effekt. Men der er ikke lavet fyldestgørende forskning på hvorvidt dårlig omtale er bedre end ingen omtale, altså om det er omfanget eller indholdet der udgør den primære påvirkning på borgerne.

Jeg er så heldig at have kollegaer, der i mange år har beskæftiget sig med kommunikation og i særdeleshed krisekommunikation. De har altså et take fra den virkelige verden, hvor erhvervslivet er dem der mærker konsekvenserne af både manglende medieopmærksomhed – og for meget af den forkerte medieopmærksomhed. Her er observationen at hvis politikere (og virksomheder) taler ind i tidsånden, og holder fast, så når de langt, men går de for langt i en tidsånd, som eksempelvis SAS, der ville hylde det globale og inspirationen, som man får ved at rejse, hvorefter man skaber det unikke danske, så opnår man en større krise, fordi man glemmer kerneværdierne. Det er også problemet for politikerne, når de i populismens tegn skifter, retter ind, tænker nyt – retter tilbage etc.

Så det er svært. Hvem skal dækkes hvor meget? Er lighedsprincippet vigtigere end proportionalprincippet? Bliver alle i virkeligheden behandlet lige ved at blive behandlet forskelligt? Jeg har ikke svaret, men hvad tænker du?

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kenneth
Kenneth
8 måneder siden

Tja

Jeg vil hænge mig på den forskning der findes inden for marketing, som bl.a. viser, at er man den lille så bliver man normalt kvast af de store, hvis man går med på samme vogn.

Derfor er kunsten i markedsføring, at gøre noget helt uventet, det vil nogle gange skabe lang større opmærksomhed/værdi/effekt end det traditionelle, og fører den store på glatis. Det er den med den berømte hvide kanin.