Det må ikke være sjovt for Jakob Ellemann-Jensen at kigge på meningsmålinger i disse dage. Det ser sort ud for Venstre og for den blå blok. På den anden side tordner Mette Frederiksen frem. Det interne kaos giver store udfordringer.

13,3%. Det er det tal Venstre og Jakob Ellemann-Jensen kunne vågne op til fredag morgen. En historisk lav opbakning og næsten en halvering siden Folketingsvalget i juni 2019. Venstre bløder og de har gjort det længe. Søndag afholdes repræsentantskabsmøde, hvor Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, uden modkandidater bliver valgt som næstformand i partiet. For der er behov for noget nyt blod, en person udefra, der ikke har været blandet ind i de mange mange personsager der har fyldt i Venstre på det seneste.

Meningsmålinger skal ofte tages med forbehold. Vi har ofte set store afvigelser fra meningsmålinger til faktisk stemmeafgivelse, men en nedtur på 10% i meningsmålingerne viser et parti i dyb krise. Men hvad kommer krisen af? Der er mange bud, og der er nok heller ikke ét entydigt svar på hvorfor, men det er meget sandsynligt, at de svigtende meningsmålinger handler om en kombination af en historisk svag formand og utallige interne personkampe.

Ellemann-Jensen som leder

Han er kendt for sin flotte positur, hans næsten statsmandsagtige måde at både bevæge sig, tale og gestikulere. Han er altid iklædt et skarp jakkesæt med et behørigt smil, hverken for stort eller for småt.

Hans holdninger har altid været klare, hans navn har ikke været til at tage fejl af – og så er han en dygtig politiker. Men når han ikke er lykkes som leder, så er det fordi, at han ikke har den nødvendige karakter til at træde frem. Til at tage de tæsk og de kampe der skal til.

Det virker som om, at splittelsen internt i Venstre har placeret Ellemann-Jensen på en svær position. En position hvor han ikke nyder stor opbakning fra hverken den ene eller den anden side. Han er så at sige det bedste man kunne blive enige om på tværs i partiet.

Det giver ham et svært mandat at arbejde ud fra. Han har ikke den nødvendige opbakning internt i gruppen til at sætte den politiske linje, til at sige fra overfor Statsministeren og Regeringens politiske udspil og hvad der ellers gør en god partiformand.

Anderledes ser det ud et skridt til højre for Ellemann-Jensen. Her sidder Søren Pape med en fremgang på 6% – en fordobling i opbakningen og en opbakning der er marginalt fra at bringe Konservative ind som det største parti i blå blok. De adskiller sig tydeligt fra Venstre med en klar politisk linje. En klar opbakning til formanden. Og måske det vigtigste: De har ikke den ene interne personkamp efter den anden.

De ødelæggende personkampe

Venstre er i de senere år næsten blevet synonym med ordet ”rodebutik”. Man ved aldrig rigtigt hvor man har dem. Hvem er formand i morgen? Har formanden overhovedet nogen opbakning i baglandet? Er der figurer i partiet der planlægger et kup? Og er der bitre politikere, der blev vraget og derfor forsøger at ødelægge dem indefra?

Der rejser sig altid mange spørgsmål når det kommer til Venstres politiske projekt. Ja, faktisk tror jeg at selv medlemmerne i partiet har svært ved at følge med. Personkampene giver så meget intern uro, at vælgerne flygter.

Først var der formandsopgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Det var blodigt, det var voldsomt og det var kilen i stammen. For derfra har Venstre været én stor deroute. De to fandt hinanden, partiet fandt sig selv. Formandskabet blev en realitet og politikken blev udarbejdet med en stemme fra begge fløje i Venstre.

Men kampen mellem de to stoppede ikke der. De fælles fodslag blev nok engang erstattet af knive og blodkamp. Jensen og Løkke kunne ikke være et foreneligt match. Det havde mange nok spået, de to inklusiv. Det endte i et mærkværdigt exit. Det var meget spektakulært, voldsomt og fik meget mediedækning.

Både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen var færdige i partiet. Ikke som medlemmer, men de blev placeret udenfor alt indflydelse og relevante poster. Den ene tog det pænt, passede sine forpligtelser som folkevalgt og gjorde ikke det store væsen af sig. Den anden tog en helt anden indgangsvinkel. Han har ved flere lejligheder sat så store spørgsmålstegn ved ledelsen i hans parti, at det har givet stor mediebevågenhed og interne problemer.

Men selv med Løkke ude af billedet med hans nye politiske projekt, så ulmer uroen i Venstre. Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg, to personer der begge har trådt deres sko i partiet i mange år, men også to personer der kommer fra hver deres fløj.

Støjberg er blevet kastet ud i en rigsretssag. En rigsretssag støttet af hendes eget parti, støttet af hendes egen formand. Det blev dyrt for Venstre. Støjberg er en markant profil, der trækker mange stemmer – og nu har man kastet hende under bussen og måske helt ud af partiet. Personkampen blev for alvor intensiveret, da Støjberg efter hun trådte af som næstformand meldte ud, at det var et ønske fra Ellemann-Jensen. At det ikke var hendes valg, men formandens valg. Med det blev Venstre altså nok engang udstillet som partiet i krise. Partiet der har så store forskelle i deres to fløje, at det er svært foreneligt med et samlet parti, der kan støtte en formand gennem de svære beslutninger.

Nu venter en ny næstformand. Venstres eneste regionsrådsformand, men selvom hun er ene blå blandt fire socialdemokrater – så endte hun med posten som formand for Danske Regioner. Det gør man ikke uden politisk håndværk og dygtige forhandlingsevner. Det kommer til at gavne Venstre, at der kommer en udefra. En med hånden på kogepladen et andet sted end Christiansborg. En der ikke skal stille spørgsmålstegn ved den politiske linje der bliver ført. Desuden er det en kæmpe fordel frem mod efterårets valg til kommuner og regioner. Her har Lose en lokal profil, et dybdegående kendskab til området – og det kommer til at give pote.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer