Minimumsnormeringerne fyldte meget i valgkampen, og en dokumentar fra TV2 satte for alvor gang i debatten. I dokumentaren blev det udstillet hvor stort et behov der er for flere pædagoger i daginstitutionerne. Nu er de vedtaget, men den endelige implementeringsdebat venter forude. Men er minimumsnormeringer egentlig vejen frem?

Det er med fare for at få næsten samtlige danske forældre og pædagoger på nakken når jeg indleder denne kommentar med en overskrift der sætter spørgsmålstegn ved minimumsnormeringerne. Lad mig slå fast fra starten: Jeg har også set den dokumentar fra TV2, der virkelig udstillede behovet for flere pædagoger. Jeg har også hørt på forældre og pædagoger, der fortæller om vigtigheden af flere pædagoger. Jeg siger heller ikke, at der ikke skal flere pædagoger til, for det virker til at være nødvendigt. 

Men når jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved minimumsnormeringerne ligger der flere ting bag. Minimumsnormeringer er i sig selv en måde for politikerne på Christiansborg at styre hvad der foregår i kommunerne, noget der ellers strider imod det grundlæggende kommunale selvstyre. Men nu er det altså gjort, Christiansborg har blandet sig i kommunernes arbejde og har besluttet, at der skal være flere pædagoger i daginstitutionerne i Danmark.

Normalt når man fra centralt hold beslutter at sætte krav til kommunerne, så følger der penge med – for ellers bliver de knapt så glade ude i kommunerne. Denne gang sender man også penge efter projektet, men sammenligner man det beløb med det beløb som BUPL har regnet sig frem til, at det vil koste, ja så ender regningen hos kommunerne. 

Ofte ender regningen så derefter hos borgerne, og det gør noget af den med rimelig sandsynlighed også, men der er sat grænser for forældrebetalingen, der maksimalt må udgøre 25% af kommunens omkostninger til at have barnet i institutionen. Et hurtigt slag på tasken er, at kommunerne altså ender med at betale et sted mellem 50-60% af omkostningerne ved minimumsnormeringerne.

Det er vel i sig selv også ok, kunne man tænke. For der er et behov, et behov der skal dækkes. Så langt så godt. De fleste kommuner har penge i kassen, der i større eller mindre grad kan dække de omkostninger de nu er sat i udsigt. Men så kommer udfordringen igen. For der er fra centralt hold sat grænser for kommunernes samlede forbrug – og den grænse bliver altså ikke hævet, selvom man tilfører kommunerne en ekstra udgift. 

Det er dermed indenfor servicerammen at midlerne skal findes. En serviceramme der her i Fredericia er meget negativt omtalt. “Vi er pressede af servicerammen”, “servicerammen gør, at vi ikke kan bruge de penge vi ellers har”, har det blandt andet lydt fra de lokale politikere i Fredericia. Man udfylder for Budget2020 servicerammen fuldt ud – oveni at man faktisk bruger et tocifret millionbeløb for meget, som (heldigvis) ikke synes at give sanktioner, fordi andre kommuner bruger for lidt.

Hvor skal pengene til minimumsnormeringerne så findes henne? Er det kvaliteten af børnehaverne? Er det videre i uddannelsessystemet? Er det de ældre? Kulturen? Og hvad med idrætten? Der er mange steder at tage pengene fra, men man kan være sikker på, at der hvor man tager pengene fra vil det blive et alvorligt slag. For lige nu kæmper de forskellige områder om de begrænsede midler, og alle ønsker sig flere midler. Der er ingen der lige har sagt, at de godt kan undvære en million eller to, tværtimod.

Det var hele finansieringsproblematikken omkring minimumsnormeringerne, der for pædagogerne og børnene i daginstitutionerne ikke behøver at være et problem, for de er jo sikre på at der kommer flere pædagoger til. En anden del af problematikken, som også skal diskuteres på Christiansborg er på hvilket niveau de skal gælde – og hvem der tæller med og ikke tæller med.

Umiddelbart er der to muligheder for på hvilket niveau det skal opgøres. Det kan være på institutionsniveau og så kan det være på kommuneniveau. BUPL lægger op til, at man skal opgøre det på kommunalt niveau, for at sikre kommunernes ansvar. Men opgør man det på kommunalt niveau er der ingen garanti for, at minimumsnormeringerne i den enkelte institution er overholdt, for der kan sagtens være færre pædagoger i én institution, bare man har det flere i en anden. Så for den enkelte institution er det ingen garanti for flere pædagoger, men for kommunerne virker det som en stor gevinst. Hvis man opgør det på institutionsniveau kan man ikke flytte sit personale til der hvor behovet er størst, som man kan hvis det opgøres på kommunalt niveau. Man kunne godt forestille sig, at en institution med mange udfordrede børn havde et større behov for flere pædagoger per barn end en institution med mange ressourcestærke børn. Dermed kan der godt i den ene være 1 pædagog per 4 børn, hvor der i den anden er 1 pædagog per 8 børn, eksempelvis. Hele denne prioritering af pædagogerne skal bare i sidste ende gå op med 1 pædagog per 6 børn i gennemsnit for kommunen. 

Så er der hele debatten om hvem der må tælle med og hvem der ikke må. Det skal der være klare retningslinjer for, og jeg tror at det bliver den største knast når implementeringen skal diskuteres. Skal en leder tælles med? Nej, siger BUPL, fordi en leder i 90% af tiden laver administrative opgaver og dermed ikke er til rådighed for børnene. Hvad så med pædagoger der er på kursus? Mange kommuner tæller i dag en pædagog på kursus med – og når man så ansætter en vikar, ja så tæller den person også med. Så får 1 person i institutionen bliver der faktisk noteret 2 i normeringen. Det betyder i praksis jo ikke en forbedring i institutionen.

Nu har jeg sat ord på nogle af de udfordringer der kan være forbundet med minimumsnormeringerne. Jeg tror på behovet for flere pædagoger, men jeg tror ikke minimumsnormeringerne som de er lagt frem her er løsningen. Tværtimod tror jeg de gør det svært at være kommune, og de tilfører ikke nødvendigvis flere pædagoger i institutionerne. 

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her