FHKs 1. divisionsherrer spiller lørdag sæsonens sidste kamp. Det er på hjemmebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold, hvor FHK har revanche til gode.

I det første opgør i denne sæson tabte FHK med 29-28 til Lemvig-Thyborøn. Fredericianerne var i teten i store dele af kampen, men smed sejre væk i det sidste kvarter. Man kan derfor forvente et revanchelysten FHK-mandskab.

Til hele ugens træning har FHK været uden cheftræner Jesper Houmark. Han har overladt tøjlerne til assistenttræner Ole Damgard, da Houmark har været til DM for efterskoler med VIES. Houmark er dog tilbage og styre tropperne til kampen lørdag.

På Lemvig-mandskabet er der flere store profiler. Blandt andet træfsikrer Søren Nørgaard og drilske Jesper Sørensen i målet. Sørensen har i de seneste par sæsoner haft en tendens til at rulle gardinet for mod FHK.

Lemvig har på papiret markant mere at spille for end FHK. Med en sejr og et nederlag til Randers ender LTH nemlig på andenpladsen i 1. division, som giver hjemmekamp i et evt. tredje playoff-opgør mod Randers HH.

Trods det at FHK sportsligt ikke har noget at spille for, er der dog ikke blevet hvilet på laurbærerne i 1. division. Det er blevet til fire sejre i træk, hvoraf særligt hjemmekampen mod Randers var en stor skalp, ligesom måden, der blev vundet på mod Ajax København var en flot triumf.

Det er sidste kamp i den røde FHK-trøje for Jacob Kühne, Andreas Madsen og Kasper “Foder” Nielsen. De kan alle se frem til at få en hyldest for deres indsats i Fredericia Håndboldklub forud for opgøret. Her vil FHK overrækker de obligatoriske blomster, mens HK Ultras også har en afskedsgave klar til de tre spillere i samarbejde med Fredericia Vinhandel.

Netop HK Ultras bliver kampen mod Lemvig også speciel for. Det bliver sidste kamp med Ultras’ placering i det nuværende blok H. Lige siden FHK kom i ligaen i 2003 har der været larm fra pågældende hjørne i hallen, men det er slut efter lørdagens kamp, da Ultras til næste sæson rykker over på modsatte langside som følge af halbyggeriet.

Der er kampstart melem FHK og Lemvig-Thyborøn klokken 16:00.