FHK spiller søndag den sidste sæson inden en lille turneringspause indtil starten af januar. Det sker på udebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Lemvig og FHK ligger side om side i tabellen. En sejr til et af holdene gør, at det ene hold for alvor kan lugte top 3 og ånde Odder og Randers HH i nakken i kampen om 2./3. pladsen, der giver adgang til playoff-kampe om oprykning.

På Lemvigs mandskab er der skiftet en del ud i forhold til sidste sæson. Den væsentligste forskel, ifølge FHK-lejren, ligger i tilgangene af Rasmus Porup og playmaker Mark Nikolajsen.

Begge hold har svinget en del i denne sæson. Lemvig har hjemme i egen hule indkasseret nederlag til Otterup, mens de spillede uafgjort mod Ajax og Odder. Særligt mod Odder havde Lemvig marginalerne på deres side, da de var bagud 21-25 med under syv minutter igen, og endte med at udligne til 26-26 i sidste sekund.

Netop uafgjort har Lemvig spillet i de to seneste kampe, som FHK til gengæld har vundet. Det betyder, at de to mandskaber begge står noteret for 15 point efter 12 kampe.

I FHKs seneste kamp mod Ajax København fik Søren-Emil Jochumsen sæsondebut på førsteholdet. Det kan vise sig at blive et væsentligt våben mod Lemvig, da Søren-Emil angrebsmæssigt er et farligt våben at spille på stregen, hvor han er en anden type end både Kasper “Foder” Nielsen og Jimmi Elmgaard. Samtidig er den unge streg en, der virkelig kan tænde op under holdkammeraterne.

I forhold til seneste kamp, hvor “Foder” ikke spillede for fuld kraft, går meldingen på, at han har trænet fuldt med i torsdags og derfor må forventes at kunne give et godt bidrag i søndagens opgør.

Der går forlydninger om, at der, som sædvanligt, venter FHK glimrende opbakning på udebane. En stor flok fra HK Ultras har meldt deres ankomst i Arena Vestjylland Forsikring Lemvig, hvor der er kampstart søndag klokken 14:30.