Retten i Kolding har i dag afsagt dom i en sag om omfattende tricktyveri. De dømte er tre rumænske statsborgere; en kvinde på 27 år og to mænd på hhv. 40 og 51 år. De tre har haft ualmindelig travlt med tricktyveri i perioden marts-september 2014 og har misbrugt dankort for godt 400.000 kr.

Den 27-årige rumænske kvinde og den 40-årige rumænske mand har samarbejdet om alle tricktyverierne. Kvinden er idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for tyveri af 26 dankort og efterfølgende misbrug af disse kort. Samlet set løber det op i 197 forhold af tyveri og misbrug af dankortene. Den 40-årige mand er ligeledes idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for tyveri af 25 dankort og efterfølgende misbrug af kortene – samlet set 194 forhold.

Den 27-årige kvinde og den 40-årige mand er desuden blevet udvist af Danmark med indrejseforbud de næste 12 år.

I enkelte af forholdene har den 27-årige kvinde og den 40-årige mand arbejdet sammen med den 51-årige mand, og han er idømt ni måneders ubetinget fængsel for tyveri af ni dankort og efterfølgende misbrug af disse, i alt 98 forhold. Den 51-årige mand er desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

De tre rumæneres arbejdsmetode i tricktyverierne er skåret over den samme model, som de gentagne gange har brugt på gerningssteder over det meste af Danmark. Tricktyvene har systematisk afluret pinkoder fra ældre kvinder og derefter stjålet dankortene, typisk i en klassisk afledningsmanøvre ved at spørge om vej til sygehus, biludlejning eller motorvejen. Herefter er dankortene misbrugt gentagne gange i blandt andet hæveautomater, supermarkeder og banker.

Sagen blev afgjort som en tilståelsessag, og de tre rumænere modtog alle dommene. De har siddet varetægtsfængslet siden den 24. september 2014 og vil alle fortsat være varetægtsfængslet indtil afsoningen begynder.