Fredag var HK Handel Midt forbi Sportmaster i Gothersgade, for at lykønske Ronni Østergaard med hans uddannelse som butiksassistent.
Ole Pedersen fra HK, regnede med at det skulle blive et besøg, som alle andre, hvor han normalt lige hilser på eleven og evt. dennes arbejdsgiver samt afleverer en lille hilsen, i anledning af den overståede praktikperiode.

Besøget blev dog slet ikke som de mange andre, han har hos fagforeningens mange nyuddannede medlemmer hvert år.

– Ronni var i færd med at pynte butikkens facade med dannebrogsflag da jeg ankom, så jeg valgte at gå hen og hilse på, mens han arbejdede på at udsmykke butikken med store dannebrogsflag som han klistrede på vinduerne. Jeg ønskede ham Tillykke med at han lørdag var udlært og fik givet ham vores lille gave i anledning af uddannelsen, og så fik vi en lille snak om, hvordan han nu skal forholde sig i forhold til ledighed og hvad vi i HK Handel Midt kan gøre for at hjælpe ham i gang igen. Mens vi stod der og snakkede, alt imens dannebrogsflagene kom op ét efter ét, kom der pludselig en flok Tyrolerpiger gående hen ad gågaden, og inden vi så os om, blev vi råbt an af pigerne, som ville vide, hvorfor vi stod der og ”hang ud”.

– Da pigerne kom over til os, fik jeg dem fortalt at HK Handel var forbi for at ønske den unge mand Tillykke med hans uddannelse, og så blev der ellers givet Tillykke kram, og inden vi fik set os om, var der rekvireret en kollega som kunne tage billeder, og Ronni blev taget med ud i gaden hvor han kom op at lægge i armene på de søde Tyrolerpiger, som havde taget resten af flagene med, så billedet kunne blive rigtig festligt, fortæller Ole Pedersen.

Baggrunden for det festlige optrin der midt på gaden var, at der skulle være kulturnat i byen samt at en ny bar skulle åbne i Fredericia samme aften. Zwei Grosse Bier Bar hedder den, og Tyrolerpigerne var sendt ud for at reklamere for åbningen med flyers som tilbød fri fadøl i 2 timer fra kl. 20.00.

– Hvorvidt Ronni og vennerne havnede på ”Zwei Grosse”, og fik gratis øl af pigerne skal jeg ikke gætte på, men for mit eget vedkommende så stod den lige på et par elevbesøg mere inden jeg vendte bilen og kørte tilbage til HK Midt, slutter Ole Pedersen, som synes at billedet og situationen var så festlig, at det fortjener en deling med Fredericia Avisens læsere.

(Privatfoto)