Portugal storsejrede mod Schweiz i ottendedelsfinalen med hele 6-1, og forude venter Marokko i kvartfinalen, men et af de store temaer var, at Cristiano Ronaldo var bænket.

Ronaldo har været en af de mest omdiskuterede spillere i den seneste tid. Hans fodboldmæssige fremtid er uvis, og har han overhovedet niveauet til at starte inde for Portugal mere?

Det sidste må Portugals landstræner, Fernando Santos, have overvejet. Han bænkede ham i kampen mod Schweiz, hvor han kunne se sit mandskab gennemtæve Alpelandet.

Ved pausen var Portugal 2-0 og det lykkedes dem at komme foran 4-0 i anden halvleg før, at Schweiz fik reduceret til 4-1. Med sit tredje mål gjorde Goncalo Ramos det til 5-1 efter 67 minutters spil, og først med et kvarter igen kom Ronaldo på banen. Han kunne i overtiden se holdkammeraten Rafael Leao gøre det til slutresultatet 6-1.