Den humanitære situation er kritisk efter branden i flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos. 13.000 mennesker står uden ordentlig adgang til rent drikkevand og sanitære forhold. Røde Kors er til stede med sundhedspersonale og nødhjælp.

Efter den altødelæggende brand i flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos, er Røde Kors til stede for at dække de akutte behov til de 13.000 flygtninge og migranter, der nu står uden et sikkert sted at opholde sig. Røde Kors har sendt flere hold samaritter til øen for at yde førstehjælp, uddele nødhjælp og hjælpe med at rejse telte til de mange mennesker, der lige nu må sove under åben himmel.
Udover det kritiske behov for rent vand, varme tæpper og fødevarer, er der ikke mindst brug for at sikre sundhedsfaglig hjælp, vurderer Røde Kors.

”Der er fortsat stort behov for hjælp her flere dage efter branden. Tusindvis af mennesker står uden husly og har været nødsaget til at sove unde på gader og stræder. De har ikke rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold, så hygiejne og adgang til sundhedsydelser er en kæmpe udfordring, som vi er nødt til at adressere,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors i Danmark

Røde Kors har derfor en mobil sundhedsklinik og sundhedspersonale, primært sygeplejersker, på stedet. De tager sig af de mange akutte helbredsproblemer, rådgiver om sygdomsforebyggelse og yder psykologisk førstehjælp, ligesom de også hjælper de mange beboere i lejren, der lider af kroniske sygdomme. For at forhindre spredning af Covid19-virusset, screener Røde Kors sundhedspersonale også alle nytilkomne i den midlertidige lejr Kara Tepe for evt. feber.

Røde Kors i Danmark bevilligede i fredags en kvart million kroner fra organisationens katastrofefond til den akutte nødhjælpsindsat i forbindelse med branden.

Støt Røde Kors’ arbejde – bliv indsamler den 4. oktober
Søndag den 4. oktober har Røde Kors landsindsamling og stemmer dørklokker i hele landet.
Hvis du har lyst til at bakke op om Røde Kors’ arbejde og være med til at sikre, at Røde Kors kan reagere hurtigt, når katastrofen rammer og altid være til stede, kan du melde dig som indsamler på Røde Kors hjemmeside:
https://www.rodekors.dk/indsamling

Leave a Reply