Fredericia AVISEN møder delikatesseleder Rie Munk i MENY til en snak om, hvad der gør det specielt at arbejde i Fredericias nye madmekka. I en miniserie vil vi sætte spot på medarbejderne, der står klar til at betjene kunderne personligt.

Vi talte med Rie Munk på åbningsdagen, da MENY slog dørene op til et sandt fødevaremekka med personlig betjening og kvalitetsvarer, man ikke finder mange andre steder i den danske detailhandel. Det er blevet hverdag og jeg beder Rie om at fortælle, hvad det er for en delikatesseafdeling, hun er leder for nu?

“Jeg synes, at det er en spændende afdeling, hvor vi har et godt flow i tingene. Især vores smørrebrød, croissanter, stjernekastere og vores tapas, synes jeg, at vi er kommet godt fra land med. Vores kunder kan godt lide konceptet med, at man kan tage lækker mad lavet fra bunden af med hjem. Vores afskårne pålæg kan vi se, at fredericianerne har savnet. Vi laver tre lag for 50 kroner, man kan vælge mellem, de ting vi har. Det er for eksempel roastbeef, kamsteg, rullepølse og spegepølse fra egen “hjemmelavede” produktion”, siger Rie.

Smørrebrød fra delikatessen i MENY. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

De friske pålægsskiver, som afskæres på maskinen, er noget, der er blevet meget populært, her får man friskere og mere varieret pålæg. En af de mange ting som produceres i pølsemageriet er Vesterhavs spegepølsen indeholdende Vesterhavsost, den er blandt Ries egen favoritter, men er i den grad også faldet i kundernes smag.

“Det MENY kan, er at vi er jo fagfolk og vi får lov til at bruge lidt ekstra tid, end man måske har oplevet i andre kæder. MENY vil rigtig gerne satse på en profil med friskvarer, det gør det dejligt at komme på arbejde her i butikken, vi vil det, kan jeg mærke”, siger Rie og fortsætter:

“Vi laver oplevelser, selvfølgelig sælger vi også havregryn, som man kan købe i Netto og andre steder, men jeg synes, at vi i vores friskvareafdelinger; frugt, grønt, delikatesse, fisk og slagter, bestræber os på at gøre lidt mere, end de andre gør”.

Lækre retter i køledisken. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det er en godt bemandet delikatesse afdeling, udover Rie, så er der tre fuldtidsansatte og nogle ungarbejdere. Fiskeafdelingen går også ind under Ries ansvar, men der er hun bestemt ikke ked af, tværtimod.

“Fiskeafdelingen er måske en afdeling, hvor kunderne lige skal vænne sig til at man også kan købe friske fisk i et supermarked. MENY har et samarbejde med Strandby Fisk, det er dem, vi har her i kølemontren”, siger Rie.

Lækker laks fra Færøerne. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det er første gang, at Rie har ansvar for en fiskeafdeling, men det ser hun som en spændende udfordring . MENY har en ansat,der har været ansat i en privat fiskebutik, så Rie er i gode hænder.

Rie er oprindeligt udlært slagter tilbage i 1990, så hun har en god forudsætning for at kunne vejlede kunderne. De sidste 19 år har hun arbejdet i en delikatesseafdeling.

Inspiration på køledisken. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Privat er Rie gift med Finn Kristian Munk. Sammen har to store børn på 19 og 21 år. Rie er født i Billund, men har arbejdet i mange egne af det danske land, blandt andet 12 år på Sjælland. På Sjælland var Rie med til at etablere mange Irmabutikker og til sidst var hun i Danmarks største Superbrugs i Gilleleje, hvor der var heftig aktivitet om sommeren. Det var faktisk i Superbrugsen i Gilleleje, at Rie tog skiftet fra slagter til delikatesseafdeling.

“Jeg har på ingen måde fortrudt skiftet til delikatesse, og vi er meget glade for at bo i Fredericia. Det er også vandet omkring Fredericia, der har trukket i os, da vi valgte at bo her, det var klart på baggrund af bæltet og den skønne natur rundt om os. Fredericianerne er nogle åbne og glade mennesker, så jeg synes, at vi er faldt godt til her i byen”, siger Rie.

Rie er glad for kundekontakten i MENY, og hun er glad for, at hun fik muligheden for at være en del af teamet.

“Kunderne i MENY er glade og positive, det giver meget igen, og betyder i sidste ende, at det er sjovt at gå på arbejde”, afslutter Rie.

http://prinsenafegypten.dk