Retssagen: Stig Gerdes mod Styrelsen for PatientUsikkerhed

Gerdes kæmper for at rense sit navn (Foto: FredericiaAVISEN)

I dag tabte Stig Gerdes desværre første runde i byretten. Det virker helt ude af proportioner og krænker retsfølelsen, skriver Anne Gerdes til Fredericia AVISEN. Læs med her.

I DR-Kontant så vi, for en måneds tid siden, hvordan revisor Heino Frederiksen fuppede kræftpatienter. Bagefter kom det frem, at Styrelsen for PatientUsikkerhed har brugt ni måneder med fløjlshandsker, før de greb ind.

Efter en måneds vurdering fik læge Stig Gerdes efterfølgende frataget sin autorisation efter en pletfri karriere på 38 år. Så stod 2000 patienter uden læge, hvoraf to var i livsfare. Stig Gerdes blev fældet, fordi han nedtrappede en medicinforgiftet patient i samråd med patient og forældre. Patienten har efterfølgende fået det bedre.

Når en læge mister autorisationen, kan han ikke anke. Han kan kun rejse en retssag. Det gjorde Stig Gerdes. Desværre har han i dag tabt det indledende slag i byretten. 

Retssagen (19. august) rullede ellers situationen klart op. Psykiater Mogens Undén har overtaget patienten, som Stig Gerdes udtrappede. Han sagde i retten, at Stigs handling var helt efter “grønspættebogen”, og at mange af hans kollegaer var rystede over sagen. Til Fredericia AVISEN sagde han: “Det er vanvittigt! Ren Monty Python.”

Faderen, Per Hansen, sagde, at Stig Gerdes reddede datterens liv. Til Fredericia Dagblad udtalte han: “Stig hjalp Karina, hvor ingen andre gjorde. Det er fuldstændigt pløk at fratage ham autorisationen.”

Patienten Nan Høeg fortalte, at hun i frustration startede Facebookgruppen: “Giv os vores læge Stig Gerdes tilbage” – 2600 bakkede op.

Styrelsen for PatientUsikkerhed kom med sektionschef Karsten Bech. Han sagde, at Gerdes havde overtrådt samtykkeregler, startet nedtrapning op over telefon, og ikke kontaktet de tidligere behandlere. Karsten Bech er forhadt blandt landets læger. Han forlod Sygehus Sønderjylland kort efter, at han havde udskudt kontrol af flere hundrede kræftpatienter. Derefter blev han ansat i Styrelsen for PatientUsikkerhed. Her har han også fejlet. Landsretten frikendte en læge for fejlbehandling. Alligevel udtalte Bech efterfølgende, at lægen var “under faglig standard”. Det er ikke bare plat, det er også ulovligt. På Facebook skrev reservelæge Huttel: “Man græmmes over det styresystem, vi har i sundhedsvæsenet, når mænd som Karsten Bech er patienternes vogter.” 

Hvis nogen vil have skovlen under mig, så kan de garanteret finde regler, jeg har brudt. Men, hvis vi mødes af systemer, der kun kan køre regelrytteri, fordi de mangler moral, så er det lige så farligt som korruption. 

Anne Gerdes
Grethevej 22
7000 Fredericia

https://www.facebook.com/events/2400413516865985/