Forside Erhverv René Hougaard har lavet brancheskifte, men fortsætter med Coffee Corner #fredericiasansigter

René Hougaard har lavet brancheskifte, men fortsætter med Coffee Corner #fredericiasansigter

DEL
René Hougaard fra Coffee Corner. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

René Hougaard er tidligere køkkenchef på Café Mums, men i oktober 2018 blev han ansat hos Dagrofa som souschef, samtidig med at han driver Coffee Corner videre med indehaverne af Mums, Annette Dal og Jesper Hansen.

René Hougaard er 37 år og kommer fra Middelfart, men i det seneste ti års tid har han boet i Fredericia, hvor han bor med sin kone og to børn.

Bag sig har René en kokkeuddannelse, hvor han startede i lære hos Kryb i Ly, og senere har været ansat hos blandt andet Vejen Congresshotel, Fredericia Kommune og derudover har været selvstændig.

Det seneste job, som Jesper besad i kokkebranchen var som køkkenchef på Café Mums, men siden oktober 2018 har han været ansat hos Dagrofa som souschef.

“Jeg skulle prøve noget nyt, og uden på den anden side, og se hvordan det er at betjene kunder. Jeg har været rigtig glad for min første tid hos Dagrofa,” siger René Hougaard til Fredericia AVISEN.

Hvordan har det været at starte hos Dagrofa?

“Det har været fedt, det er en fed måde at være arbejde på. Jeg har selv handlet der, og nu fylder jeg bare varer op, så nu er der også noget ekspertise,” fortæller René med et smil og kommer ind på hans arbejdsdag:

“Jeg har samtaler med forhandlere, fylder varer op i butikken, snakker med kunder og servicerer dem. Jeg har også et par dage i ugen, hvor jeg er ude ved vores kunder, både for at pleje dem, men også for at finde nye.”

Med brancheskiftet fra kokkefaget til at være i Dagrofa har René også nogle helt andre arbejdstider.

“Det er fedt, det er sjovt at prøve en anden livsstil, som er noget helt andet, end hvad jeg har prøvet,” udtaler René.

Coffee Corner og Fredericias udvikling

René har i de forgange år drevet Coffee Corner, samtidig med at han var køkkenchef på Café Mums. Det, at det nu er Dagrofa i stedet for Mums, som er Renés arbejdsgiver, ændrer dog ikke på noget.

“Det skal vi nok finde ud af, jeg vil stadig være et billede på Coffee Corner, hvor vi også stadig har alle vore dygtige piger fra sidste år,” siger René og kommer ind på, hvordan det er at drive Coffee Corner:

“Når solen skinner og vejret er godt, er det virkelig fantastisk. Når sommeren var, som vi havde det sidste år, er det mega fedt.”

Coffee Corner er sæsondrevet fra april – oktober, hvor butikkerne i containerbyen har åbent.

“Det er fint, at det er sådan. Det gør, at man fra oktober – april lige får luft at ånde i og pønse på lidt nye tiltag,” udtaler Rene.

René har kunnet mærke udviklingen i Fredericia på tætteste hold i de senere år, hvor han både som tidligere køkkenchef på Café Mums og medejer af Coffee Corner har fingeren på pulsen.

“Det er fantastisk at se det, der sker. Der er ikke mange byer, der kan prale af sådan en byfornyelse. Der er virkelig sket meget i Fredericia i de seneste 7-8 år,” siger René og kommer ind på, hvad der er sket:

“Man har formået at gøre sådan, at folk ikke flytter fra byen og også handler i byen. Der er ikke så mange tomme butiksfacader, som der er i andre byer,” fortæller René, som også kan berette om en særlig ånd i Fredericias erhvervsliv:

“Det hele fungerer i en helhed. Vi sender indbyrdes hinanden rundt til dem, der har det, som kunden efterspørger. Det synes jeg er unikt.”

Familie og madlavning

Når den ikke står på arbejdet for Dagrofa, og René ikke har Coffee Corner at se til, er det ret simpelt, hvad tiden går med.

“Så passer jeg min familie og ser vores venner, når tiden er det til det. Der er ikke tid til så meget andet,” lyder det fra René.

http://www.lecture.dk/kommende-arrangementer/
Annonce. Køb billetter – klik på annoncen
DEL