I søndags sluttede ti dages jazzfest i hele Trekantområdet, og med over 130 koncerter og tæt på 20.000 gæster, har festivalen i den grad overgået sig selv. Årets helt store hovednavn Omer Avital gav en enestående koncert på Godset i Kolding, hvor han dansede med sin kontrabas foran et tydeligt begejstret publikum.

Gaderne var stopfyldte og solen skinnede fra en skyfri himmel, da Jazz I Trekanten blev skudt i gang under Kulturnatten i Kolding fredag d. 23. august med både Street Parade, Jazzlounge og koncerter på Akseltorv. Stemningen og de mange fremmødte ved jazzscenen var en klar indikation på, at jazzen lever i bedste velgående i Trekantområdet, og bedst som man troede, at festivalen havde peaket fra start, gik Omer Avital på scenen fredag d. 31. august med sin drømmekvintet, Qantar. Med en fantastisk fusion af swingende jazz og mellemøstlige toner, dansede Omer Avital med sin kontrabas og demonstrerede sin enorme spilleglæde, så taget var lige ved at lette.

Succes med nye koncerter

En tydeligt begejstret Karsten Bech, initiativtager og sekretariatschef for Jazz I Trekanten, gør status efter en vellykket festival: ”Jeg burde være træt, men jeg er helt høj og kan simpelthen ikke få armene ned. Vi har oplevet den største publikumstilslutning i festivalens historie, så opbakningen til årets festival overgår alle mine forventninger.”  Karsten Bech forklarer, at han særligt er glad og overvældet over tilslutningen til festivalens mange egenprojekter. Det har nemlig været et særligt fokus, både at præsentere flere store navne, og samtidig udvikle nye projekter og koncertformater, som er med til at definere Jazz I Trekanten som en festival, der både udvikler og udfordrer jazzen. I år havde festivalen besøg af verdensstjerne og mundharpespiller, Mathias Heise, som årets ”Artist in Residence”, hvor han indgik i forskellige musikkonstellationer, som fx musikeksperimentet Krydsfelt.

”Mathias Heise har i den grad taget rollen på sig og spillet i et utal af koncerter med forskellige musikere under festivalen. Det var endnu et stort højdepunkt for mig, da han sammen med Slesvigske Musikkorps spillede koncert på Harmonien i Haderslev, som nåede helt nye dimensioner.” afslutter Karsten Bech, som allerede er på udkig efter næste års ”Artist in Residence” for Jazz I Trekanten.

Festivalen glæder sig også over det stigende antal unge, der viser interesse for jazzen. Tobbers Madbar i Kolding var fra tirsdag til fredag omdannet til JazzHouse, som hver aften præsenterede unge jazzmusikere på scenen. Det er unge frivillige, der står bag projektet i samarbejde med Jazz I Trekanten, hvor de med en kombination af livejazz og visuals skaber en autentisk og stemningsfuld atmosfære, der hver eftermiddag og aften sørgede for fuldt hus i JazzHouse på Tobbers under festivalen.

Jazz i hele Trekantområdet

Jazzen har været flot repræsenteret i alle syv kommuner med alle genrer inden for jazzen. I Haderslev gik Mathias Heise på scenen med både sin Quadrillion og hele Slesvigske Musikkorps i ryggen, hvor de sammen leverede en fuldstændig storslået koncert. Både i Middelfart og Jelling spillede Koppel og Søn for fulde huse, og i Egtved gav Daimi og Louisiana Jazzband en festlig koncert med velkendte melodier og fortællinger fra hendes tid i filmbranchen. Billund Kirke var stoppet til randen, da Cathrine Legardh sang ”Tribute to Moniuca Z” og Dario Campeotto sang smukke jazzede versioner af sine største hits med Flensborg Trio i både Vejle og Grindsted. Der var liv og glade dage i Vejen, hvor Idrætscentret blev fyldt med leg og musik af orkestrene ”I Think You’re Awesome” og Taïga String Quartet, og i Fredericia lukkede og slukkede årets ”Artist in Residence” Mathias Heise sammen med sidste års ”Artist in Residence” Mads Mathias, hvor de gav koncert under fælles navn, Mads Mathias Heise.

Jazz for Kids

Selvom den sidste saxofon kun lige er lagt i instrumentkassen, er planlægningen af næste års festival og efterårets jazzfestival for børn allerede i fuld gang. Sidste år indgik Jazz I Trekanten et samarbejde med Copenhagen Jazzfestival omkring jazz i børnehøjde. I år gentager Jazz I Trekanten succesen med endnu en omgang Jazz for Kids, som præsenterer 13 koncerter i hele Trekantområdet. Jazz for Kids løber af stablen i efterårsferien og festivalprogrammet offentliggøres i starten af september.

FAKTA

  • Festivalen JAZZ I TREKANTEN blev afholdt i dagene 23. august til 1. september 2019
  • Festivalen er en årlig tilbagevenden tradition i uge 35 i forbindelse med hele Trekantområdets Festuge, hvor alle syv kommuner fyldes med jazz
  • Festivalen bød i år på over 130 koncerter, hvoraf mange var gratis.
  • Festivalen blev afholdt første gang i august 2015, og er vokset år for år, og kan nu bryste sig af titlen som Danmarks fjerde største jazzfestival.
  • Festivalens Sponsorer er: Spar Nord Fonden, Trekantområdets Festuge, Kolding Kommune / KulturKolding og Statens Kunstfond
https://www.facebook.com/Garage-Burgerbar-601075593674149/