Corona gør det svært at komme særligt meget rundt fra min nye base her i Bruxelles. Amsterdam, Paris og andre storbyer indenfor en kortere distance er lukket land – men heldigvis gemmer Belgien på en række perler. En af dem er Gent, en god halv time med toget fra Bruxelles.

Vejrudsigten sagde regnbyger, overskyet og en temperatur på omkring 14-15 grader. Ikke just det bedste vejr at tage på opdagelse i, men efteråret er over os – også hernede i Belgien. Udstyret med sweater, paraply og regnjakke drog vi afsted. En god halv time efter afgang fra Bruxelles sydlige togstation kunne vi stå af i Gent, en by med omkring 250.000 indbyggere.

Ja, hygge er en dansk ting – men begrebet hyggelig beskriver Gent helt perfekt. Intet er overgjort, intet er gjort for lidt. Det er lige tilpas – og der er kælet for at skabe hygge. Det kan godt være, at de ikke selv kender til begrebet, men de har leveret 110% hygge.

Små caféer, klassisk belgiske huse og muligheden for at drikke kaffe lige ned til kanalen er blot nogle af de ting der virkelig viser om en by kan hygge. Der er altid garanti for en god kop kaffe i hyggelige og intime omgivelser, selv hvis man slår sig ned lige i nærheden af de store turistpunkter.

Hvis man er lidt historienørd, så er der også en masse at komme efter i Gent. Meget af byens middelalderlige arkitektur forbliver intakt og er bemærkelsesværdigt godt bevaret og restaureret. Dens centrum er et ubekymret område. Højdepunkter er Saint Bavo-katedralen med Gent-alterstykket, klokketårnet, Gravensteen-slottet og den pragtfulde arkitektur langs den gamle Graslei-havn.

Som de ægte turister vi var, så lod vi ikke den oplagte mulighed for en kanalrundfart slippe afsted. 7,5 euro per mand for en god halv times guidet tur gennem kanalerne. Med en guide der indledte på flamsk, hvorefter han skiftede til et meget uforståeligt engelsk gjorde forståelsen en kende svær, men vi fik en dejlig tur rundt for at se byen fra vandet – i stedet for kun at tage billeder af vandet.

Blandt yngre mennesker er godt indhold til sociale medier som Instagram vigtigt, og det er vist ingen løgn at sige, at der blev taget rigeligt med billeder i Gent – jeg selv er da også skyldig i en hel del billeder, men det er jo altid let at sige, at det er til AVISEN.

Billederne siger meget om Gent, om hyggen og den historie der gemmer sig. Men de kan ikke beskrive stemningen, humøret og det liv der er i byen. Det er en by der skal opleves – og jeg er sikker på, at jeg kommer til Gent igen på et senere tidspunkt, rygterne vil at det er ekstra hyggeligt i julemånederne.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer