Det kommende kontorhus Port House afholdt i dag rejsegilde. Godt 100 fremmødte håndværkere, politikere, forretningsfolk og pølsemænd var mødt frem for at fejre Port House. 

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

“Jeg har glædet mig utrolig meget til i dag, hvor vi indvier og fejrer etape 1 af Port House. Vi ser stor interesse for Port House, og placeringen mellem by og havn i Fredericia. Vi har lagt en vision om at være mere end en havn i fremtiden. Vi vil være kundernes foretrukne logistikpartner, hvor Port House her og Taulov Dry Port understreger udvidelsen af vores projekt,” sagde direktør Nils Skeby i sin tale og fortsatte:

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

“Ligeledes finder vi det helt rigtigt at blive en del af Kanalbyens projekt, hvor den nye bydel åbner den historiske Fæstningsby. Vi ser frem til fuldt hus i etape 1. Jeg vil gerne takke rådgivere, entreprenører og håndværkere for projektet. Tak til Kanalbyen for et godt samarbejde, også omkring Port House. Tak til alle de fremmødte, for jeres interesse i vores projekt og vores dagligdag på havnen. Tak til bestyrelse og ejere for at støtte op om visionen. Derfor vil jeg med glæde følge dette byggeri til, det er færdigt ved årsskiftet, og se de første flytte ind.”

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Efter en kort afbrydelse af mågelarm talte Borgmester Jacob Bjerregaard. Han var også meget stolt i dag, og delte stor ros ud til håndværkerne.

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

“Jeg vil gerne sige tusinde tak til jer håndværkere. I har arbejdet hurtigt. I gør dette til virkelighed. Det er utroligt, hvor hurtigt I har bygget det her. Vi har gode entreprenører ombord, så vi er trygge ved jer. Når man står her og kigger ud, så er det svært at kræve meget mere beliggenhed, når man skal have en arbejdsplads, og det er jeres nu, og så giver I den videre til flere hundrede nye arbejdspladser, som skal ind og ligge her i Fredericia. Det passer med bydelenes vision om, at vi samler nogle lækre punkthuse med fine almene boliger, ejerlejligheder og erhvervsbyggeri,” sagde Borgmesteren og fortsatte:

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

“Vi er en god gammel arbejderby, men vi er også ved at transformere os, her kommer moderne erhverv i den indre del af byen, samtidig med, at vi udvider havneaktiviterne med Taulov Dry Port. Det er samtidig rart at have en havnevirksomhed, der er så progressiv og visionær, og siger, når olieaktiveterne bliver mindre, så går vi andre veje. Her i erhvervshavnen skaber vi nogle af de mest attraktive boliger i området. Byggeriet er samtidig noget af det, der skulle til for at lave den løsning, hvor man har industri og moderne liebhaveri oveni hinanden.”

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Afdelingsleder Palle Priska fra A. Enggaard A/S talte også, hvorefter han kastede et glas mod jorden, som traditionen byder. I sin tale brugte Palle Priska historien til at fortælle om den rejse havnen har været på fra sin spæde start i 1808 til i dag.

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.
Om Port House

Port House opføres som et moderne og fleksibelt flerbruger kontorhus i Fredericia, som er bestående af to bygninger på i alt 8.062 m2 og med mulighed for kontorlejemål fordelt på fem etager. Bygningerne indeholder kontorer, fælles reception, et mødecenter samt en kantine. Der opføres desuden et parkeringshus med mulighed for parkering evt. i kombination med en etableret parkeringsplads ved ejendommen. ADP A/S, som ejer og driver Fredericia Havn, står bag opførelsen af Port House, der samtidig bliver nyt domicil for ADP.

Med en central placering i Fredericias nye klimasikre Kanalby ved Lillebælt, får Port House én af Danmarks bedste beliggenheder. Udviklingen af en ny og moderne bæredygtig bydel tæt på bymidten og havnefronten ud til Lillebælt vil over de næste mange år transformere Fredericia fra industriby til kanalby. I Sønder Voldgade kvarteret, som er en del af den samlede kanalby, opføres der over de kommende år i alt 36.000 m2 byggeri. De første 15.000 m2 forventes at blive opført i august 2017, og denne etape indeholder tre punkthuse med lejligheder og Port House.

Port House står efter planen klar til indflytning i to etaper. Den første bygning er klar primo 2019 og anden bygning i foråret 2020. Arkitekt på Port House er Schmidt Hammer Lassen og A. Enggaard A/S bliver totalentreprenør.

Moderne kontorhotel med unik beliggenhed 
Port House har en central beliggenhed med nem tilkørsel fra motorveje E20/E45. Kontorbyggeriet opføres i beton, rustent stål og træ som gennemgående elementer, der giver et maritimt udtryk og trækker referencer til det klassiske havnemiljø. Formsproget er enkelt og skarpt med velvalgte detaljer og materialer. Området omkring Sønder Voldgade kvarteret bliver et gedigent og sammenhængende bykvarter med grønne arealer, promenader og kanaler.

ADP A/S
ADP ejer og driver havnene i Fredericia, Nyborg og Middelfart. Havnene har internationale standarder hvad angår kapacitet og vanddybde samt en unik beliggenhed midt i Danmark, og dette skaber muligheder for tiltrækning af vækst og arbejdspladser til de byer, hvor vi driver havnene. ADP driver desuden udviklingen af krydstogt i Fredericia og ejer Fredericia lystbådehavn.

Fredericia Havn er en bynær havn, og derfor har vi en forpligtigelse til at balancere vækstplaner og øgede aktiviteter i et godt samspil mellem by og havn. Om få år får Fredericia Havn den nye kanalby som nabo, og derfor investerer ADP i et moderne kontorbyggeri, som vil markere overgangen mellem industrihavnen og den nye kanalby ved Lillebælt.

Læs mere om ADP på www.adp-as.dk             

Rejsegilde
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.