Forside Danmark Rejsebureauer anstrenger sig mere

Rejsebureauer anstrenger sig mere

DEL
Danskerne forlanger mere kolorit på ferien, og rejsebureauerne finkæmmer nu atlasset for at finde ægte og farverige fornøjelser som karnevaller og citrusfestivaler.

Uspolerede rejsemål, hvor lokale indbyggere fylder mere end turisterne, er kommet i høj kurs – ikke mindst efter at beboerne i Venedig, Barcelona, Rom og Dubrovnik har givet højlydt udtryk for, at smertegrænsen for turistdominans er overskredet. Den såkaldte anti-turisme får flere rejsebureauer til at markedsføre ydersæsonerne, ligesom de finder feriesteder, hvor kulturtilbuddene kendetegnes af, at det er lokale arrangementer og ikke noget, der arrangeres for turisterne.

Rejsebureauer bruger flittigt begrebet ”autentiske oplevelser”, og mens de sprogkyndige fortsat debatterer, hvad ikke-autentiske oplevelser er, så har de rejsesøgende taget begrebet til sig som et kvalitetsmærke. Analysevirksomheden Epinion har lavet en undersøgelse, hvor 75 procent af danskerne mener, at en god ferie skal bestå af lokal atmosfære, særlige oplevelser og unikke lokale seværdigheder. Herefter følger historiske steder og naturoplevelser.

Seniorer følger den samme trend, hvor færre stiller sig tilfredse med en tilbagelænet tilværelse. En god pension og et relativt godt helbred betyder, at den tredje alder udnyttes fuldt ud. Flodkrydstogter, operarejser og tyske julemarkeder hitter fortsat, men rejsebureauerne anstrenger sig i dag mere for at finde nye oplevelsestilbud.

Et af disse rejsebureauer er Best Travel, som i et program for den franske Riviera kombinerer karneval i Nice med citronfestival, kunstgallerier, betagende middelalderbyer, vingårde og fyrstedømmet Monaco. Salgs- og marketingchef Jens Fonsbøl siger: ”I sommerferien er der sjældent aktiviteter, for turistmyndigheder og hoteller har masser at se til. Lokale aktiviteter foregår typisk forår, efterår og i julemåneden, og en bonus på disse tidspunkter er, at vores gæster ikke går og gnubber skuldre med tusinder af andre turister”.

Best Travels rejseprogram for den franske Azurkyst er en perlerække af kunst-, kultur- og smagsoplevelser, og gæsterne bor på et firestjernet hotel med havudsigt i Menton, hvor Fête du Citron, en 85-årig tradition, omdanner byen til en folkekunstudstilling. Der er tale om alt andet end et surt show – med kæmpemæssige, kreative dekorationer, optog og statuer af citrusfrugter. Ikke mindre spektakulært, farverigt og festligt er karnevallet i Nice – kun overgået af lignende i Rio de Janeiro og Venedig.

Selvom rejsen foregår i februar, er foråret nærværende, og klimaet inviterer til kortærmede skjorter og kjoler. I bjergtagende Eze og charmerende Saint-Paul de Vence kan en let sommerjakke måske gøre nytte. Begge steder er dog ren Kodak-idyl, og sidstnævnte er desuden adresse for det verdensberømte Fondation Maeght, som har permanent fremvisning af værker af blandt andre Pablo Picasso, Joan Miro og Marc Chagall. Den sidste ligger sammen med sin hustru begravet på kirkegården i Saint-Paul de Vence med udsigt over det azurblå Middelhav.

Andre højdepunkter i Best Travels nye program af sydfranske fristelser er rundvisning i velhavernes Monaco, vinsmagning hos Monsieur Giraudo og – ikke uvæsentligt – forførende fransk mad.

DEL