Tøjhuset holdt i dag fernisering i anledningen af Fredericia-journalist Thomas Kvist Christiansens udstilling med billederne fra Musik og Ungdoms-koncerter fra selvsamme hus i 1983.

Helle Lillethorup fra Tøjhuset. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Leder Helle Lillethorup fra Tøjhuset talte sammen med Thomas Kvist Christiansen for de godt 100 fremmødte fredericianere, hvor mange af dem fra generationen dengang sad med julelys i øjenene.

De 13 særligt udvalgte billeder fra Thomas’ “negativarkiv” er blevet fremkaldt og printet i samarbejde med PR Offset. Billederne fortæller historien fra husets rammer dengang, og ikke mindst om de optrædende kunstnere, som talte både lokale, men også de senere landskendte TV-2.

Thomas Kvist Christiansen fortalte om baggrunden for billederne. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Gæsterne i Tøjhuset kunne ved samme lejlighed i dag nyde musikken fra “fredagsjam”, men inden musikken spillede blev der som skrevet, sagt et par ord.

“I forbindelse med vores finpudsning af Tøjhuset som spillested tænkte vi på, hvad der skulle ske i den store sal – skulle der eventuelt være noget på væggene. Det gik vi og tyggede lidt på, og så kom vi i tanke om, at vi tidligere havde talt med Thomas om gamle dage og musikhistorie i Fredericia. Thomas er god til at gemme, og han har taget rigtig mange billeder i Fredericia. Vi vidste også, at der var nogle gamle sort/hvid-billeder her fra Tøjhuset. Thomas gik så hjem og lavede en bruttoliste med mange af billederne og sammen valgte vi 13 til udstillingen. Det er musik, billeder og historie. Måske kan nogle af jer huske det. Det er et fantastisk projekt,” sagde Helle Lillethorup

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

En sand tidslomme, der vakte minder for mange af gæsterne, da de genså deres ungdom på sort/hvid-billeder efter talerne.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Vi nåede også at tale med Thomas Kvist Christiansen om billederne fra dengang i 1983.

“At lave det her, er en ide, der har ulmet længe. Jeg havde ikke tænkt, den som en del af Tøjhuset. Jeg vidste, at jeg har mange billeder fra en periode i Fredericia, hvor der var meget musik. At det ender som dekoration og udstilling – det er fantastisk. Jeg tænkte, “wow”. Det er fedt og giver liv, og en ekstra dimension til byens musikhistorie og jeg er da ekstra stolt, når jeg går til koncerter nu. Samtidig var det en fed tid. Det med koncerter dengang var noget helt særligt. Det var råt og rustikt i Tøjhuset, og så er alle billederne taget i dette rum, det er dejligt,” siger Thomas Kvist Christiansen.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Thomas gik i gymnasiet, og kom i praktik på Elbobladets juniorredaktion, hvor Mogens Sørensen var redaktør på selve Elbobladet. “Senere fik jeg lov at prøve kræfter med et Nikon-kamera, og resultaterne heraf, endte i blandt andet med de billeder her,” slutter Thomas Kvist Christiansen med et stort smil.

Udstillingen er permanent og kan nydes, når man besøger Tøjhuset.