Region Syddanmark arbejder hårdt på at sikre flere tider til vaccination på regionens vaccinationscentre og ansætter nu flere til at tage telefoner på regionens corona-callcenter. Det er regionens ambition, at alle, der lige nu er inviteret til 3. stik skal kunne booke tid på et af regionens 7 store vaccinationscentre inden for en uge. Regionen håber, at den ambition kan indløses inden for de næste par uger.

Alle syddanskere over 65 år modtager i disse dage invitation til deres 3. COVID-19-vaccination. Det sker 6 måneder efter 2. stik. Derudover har regionen også vaccineret en del borgere de sidste par uger, som lige har startet deres vaccinationsforløb. Det kan selvfølgelig mærkes i form af lange køer – både når de inviterede skal bestille tid, når de ringer til regionens corona-callcenter og når de skal have selve stikket.

Regionen arbejder derfor målrettet på at opskalere på alle vaccinationsfronter. Der ansættes flere medarbejdere på regionens vaccinationscentre og hyres flere hænder til at tage telefoner på regionens corona-callcenter.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

– Det er vores klare opfordring til borgerne, at de skal blive vaccineret. Det handler både om de, der endnu ikke er i gang med deres vaccinationsforløb, og de, der lige nu bliver inviteret til en 3. vaccination mod COVID-19. Men det kræver selvfølgelig, at regionen står klar med tider, hjælp og gode rammer for at få selve stikket. Langt de fleste inviterede har indtil nu kunne booke en tid uden problemer, men med det store antal nye inviterede sidste uge, er der en del, som har ledt forgæves efter tid eller har ringet forgæves til vores corona-callcenter. Det er vores ambition, at de borgere, der inviteret til 3. vaccination, snart kan finde en ledig tid inden for en uge og få hurtigere hjælp via vores corona-callcenter. Det er vi ikke helt i mål med endnu, men det er min forventning, at det lykkes inden for de næste par uger.

Regionen arbejder på at ansætte flere vaccinatører og telefonpassere

Region Syddanmark har i øjeblikket overordnet set rigeligt ledige vaccinationstider. Pr. 22. november er der pt. 6.000 ledige vaccinationstider til denne uge (uge 47) fordelt på tværs af regionen. I næste uge (uge 48) er der pt. 17.000 ledige tider til vaccination. De ledige tider, der er nævnt, vil selvfølgelig hurtigt ændre sig i takt med at tiderne bookes. Der arbejdes i alle centre på at ansætte flere medarbejdere, så flere vaccinationstider kan lægges ud til bookning.

Derudover opfordrer regionen personer med sundhedsfaglig baggrund, der vil hjælpe til med vacciner, til at henvende sig direkte til vaccinationscentrene via e-mail. Information herom kan findes på regionens hjemmeside: www.rsyd.dk/wm520807

Efter en meget stille periode henover sommeren og efteråret er køen til regionens corona-callcenter også vokset markant igen. Corona-callcenteret betjener lige nu 100 borgere i timen, og regionen arbejder på at ansætte medarbejdere nok til, at det antal kan fordobles over de kommende uger.

Skriv en kommentar