Regionsrådet vil gerne udvide samarbejdet med headspace, der er et landsdækkende forebyggende tilbud til sårbare børn og unge. Regionsrådet har netop afsat en halv million kroner til at endnu flere medarbejdere fra psykiatrien kan indgå i headspace som fremskudte medarbejdere.

Siden 2014 har Region Syddanmark samarbejdet med Det Sociale Netværk om det forebyggende og mentalt sundhedsfremmende tilbud headspace. Her kan sårbare børn og unge mellem 12 og 25 år gratis få anonym rådgivning via chat, video, telefon eller ved at møde fysisk op.

Det er frivillige, der bemander headspace-centrene, og 21. juni 2021 har regionsrådet bevilliget en halv millioner kroner til, at Psykiatrisygehuset kan stille medarbejdere, der skal rådgive de frivillige, til rådighed i headspace i:

-Haderslev, som åbnede 1. maj 2021
-headspace i Grindsted (headspace Billund), som fremover vil have en fremskudt medarbejder fra psykiatrien en dag om ugen. I dag har headspace Billund en fremskudt medarbejder en dag hver anden uge,
-to mulige headspace-centre i Middelfart og Faaborg-Midtfyns Kommuner. headspace er aktuelt i dialog med de to kommuner om etablering af headspace.


Marianne Mørk Mathiesen fra Liberal Alliance stemte imod, da regionsrådet behandlede forslaget.

Thies Mathiasen (DF), der er formand for Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark, siger om headspace:

-Jeg ser headspace som et rigtig godt tilbud til de børn og unge, der har brug for en fremstrakt hånd og nogen at tale med. Et åndehul, hvor de kan få luftet tankerne og følelserne og få hjælp til hverdagens problemer. Samtidig hører vi også fra psykiatrien, at samarbejdet med headspace forebygger indlæggelser og ambulante forløb. Blandt andet fordi medarbejderne fra psykiatrien, der kommer i centrene, nemmere kan spotte de unge, der har brug for ekstra hjælp eller behandling, før det udvikler sig.

Mange brugere
Ifølge headspace har der siden 2014, hvor headspace fik sit første center i regionen, været afholdt cirka 24.500 rådgivningssamtaler med syddanske børn og unge. Dertil kommer et antal samtaler via chat, som der ikke er tal på.

Aktuelt har regionen samarbejdsaftaler med headspace om centre i Odense, Aabenraa, Fredericia, Esbjerg,og Billund, hvor der er en fremskudt regional medarbejder en dag om ugen.

Om headspace
headspace er et gratis og anonymt landsdækkende rådgivningstilbud til børn og unge mellem 12-25 år. Her kan børn og unge komme med alle slags problemer – store som små, og de kan dumpe ind direkte fra gaden og få den nødvendige hjælp. headspace tilbyder både fysisk rådgivning i en lang række danske byer samt digital chat- og videorådgivning på headspace.dk.

headspace gennemfører årligt over 15.000 individuelle samtaler på landsplan, og møder gennemsnitligt mere end 40.000 unge årligt. På landsplan har headspace været i kontakt med omkring 200.000 unge siden 2013.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer