Det skal være sværere at sende penge i skattely. Derfor foreslår regeringen to konkrete sæt af defensive foranstaltninger mod skattely-lande på EU’s sortliste.

Når globale virksomheder og velhavere ikke betaler deres skat, så går det hårdt udover statens indtægter. Og lækagesagerne Panama Papers og Paradise Papers fra 2016 og 2017 har vist, at der kan være tale om meget store beløb. 

”Kampen mod skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning er en væsentlig prioritet for regeringen. Det er afgørende for vores samfund, at alle bidrager til fællesskabet, og at ingen snyder sig fra det. Det er en kamp, som kræver, at vi løbende sætter ind på flere fronter, og det gør vi med det her lovforslag”, siger skatteminister Morten Bødskov. 

Helt konkret betyder det, at danske virksomheder ikke kunne få deres fradrag for de betalinger, der går til koncernselskaber i sortlistelandene. Personer og selskaber skal ikke kunne få fradrag, hvis deres penge er gået til interesseforbundne modtagere i lande på EU’s sortliste. Et datterselskab i Danmark skal altså ikke kunne få fradrag, når det køber varer fra eller betaler renter til sit moderselskab i fx Panama. 

For det andet skal skatten på udbytter, der betales fra Danmark til sortlistelande, fordobles. Som reglerne er i dag, kan et moderselskab eller en hovedaktionær få udbetalt udbytte
fra et dansk selskab og typisk betale 22 eller 27 procent i skat i Danmark. Den sats skal ændres til 44 procent, hvis moderselskabet eller hovedaktionæren befinder sig i et sortlisteland.

”På den måde bliver det usædvanligt uattraktivt at trække penge ud af danske virksomheder til lande på sortlisten. De her initiativer vil sammen med de tilsvarende initiativer, der gennemføres i de andre EU-lande, lægge et fælles pres på landene på sortlisten om at indføre skatteregler og tiltag, som gør, at de i fremtiden lever op til internationale skatte-standarder og god skattepraksis. Det bliver simpelthen markant sværere at flytte penge i skattely,” siger Morten Bødskov.

Regeringen vil opsige skatteaftale med Trinidad og Tobago 

Som led i indsatsen mod skattely ønsker regeringen, at Danmark opsiger dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Trinidad og Tobago.

Den caribiske republik Trinidad og Tobago lever ikke op til internationalt anerkendte spilleregler om skatteforhold. Derfor ønsker regeringen nu at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsten. 

“Danmark skal ikke have dobbeltbeskatningsoverenskomster med nationer, der ikke lever op til internationalt anerkendte spilleregler om skatteforhold. Derfor vil vi opsige aftalen med Trinidad og Tobago. Det vil betyde, at der i fremtiden kan gælde samme ugunstige forhold her som i de øvrige sortlistelande, og Trinidad og Tobago vil derfor få endnu et incitament til at ændre sine skatteregler,” siger skatteminister Morten Bødskov. 

Opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster iværksættes kun undtagelsesvist, og den aktuelle opsigelse er baseret på en konkret afvejning. Trinidad og Tobago har eksempelvis stået på EU’s sortliste siden 2017 og har haft god tid til at rette ind med henblik på at blive taget af listen igen. 

Regeringens holdning er klar: Sortlistelandene skal hæve deres skattestandarder. De lande skal ikke længere kunne fungere som økonomiske gemmesteder for folk, der ikke vil bidrage til samfundet. 

Regeringen ønsker at opsige overenskomsten med Trinidad og Tobago hurtigst muligt med virkning allerede fra den 1. januar 2022.

Hvis andre lande, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, bliver opført på sortlisten, vil en eventuel beslutning om at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsten tilsvarende være baseret på en konkret vurdering.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Somsak
Somsak
06:46 - 27. februar 2021 06:46

Det er fint med indsats mod skattely, men problemerne er meget tættere på, de værste er faktisk i rækkefølge, Delaware i USA fulgt af visse paria stater i EU : Luxembourg, Holland samt Irland … enten skal der lukkes ned for de 4 ellers må vi kalibrere vores skattesystem så vi underbyder deres og dermed ødelægger det for dem, som de gør for os og alle andre i dag. https://finans.dk/okonomi/ECE11599540/de-stoerste-skattely-ligger-i-eu/?ctxref=ext