Regeringen giver knap 45 millioner kroner fra udviklingsbistanden til to regionale projekter på Vestbalkan, hvor tusinder af migranter lige nu befinder sig i en humanitær krise. Projekterne skal styrke både grænsekontrol og hjemsendelse af irregulære migranter og afviste asylansøgere.

Regeringen har besluttet at styrke grænsekontrol og hjemsendelsen af migranter i de seks Vestbalkan-lande Albanien, Bosnien og Hercegovina, Montenegro, Nordmakedonien og Serbien med knap 45 millioner kroner.

Der ankom omkring 167.000 migranter til Vestbalkan fra januar 2018 til juni 2020. Lige nu bor mere end 1.600 migranter i ødelagte bygninger og telte som resultat af en brand i den nedlagte Lipa-lejr i Bosnien. Det er derfor et afgørende sted at sætte ind for at bekæmpe strømmen af irregulære migranter på vej i retning af bl.a. Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Hver vinter kan vi læse om, at strandede migranter på Vestbalkan befinder sig i en humanitær krise. Og hvert år bliver der doneret tæpper og varmt tøj, for at de kan komme igennem vinteren. Men det er hverken politisk eller humanitært holdbart, at så mange migranter opholder sig under åben himmel og forsøger at krydse grænserne illegalt i håb om en fremtid i Europa.

Det fortæller mig, at vores internationale asylsystem er brudt sammen. Vi skal i stedet erstatte den ukontrollerede migration med ordnede forhold. Derfor er jeg glad for, at vi nu med en stor pose penge kan hjælpe regeringer på Balkan med at håndtere situationen på grænserne og få sendt folk på flyet hjem.”

Minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen udtaler:

”Det er på alle måder sørgeligt og trist, når kyniske menneskesmuglere lokker mennesker med et falsk håb om en bedre tilværelse i Europa. Der er behov for at bremse den irregulære migration, så vi kan hjælpe flere mennesker i nærområderne – og så skabe muligheder og håb i deres eget hjemland. Men det kræver, at vi i Europa har kontrol over vores grænser.”

Projekterne støttes med hver især 22,4 millioner kroner. Det ene projekt er fokuseret på at styrke de lokale myndigheders kapacitet til at hjemsende afviste asylansøgere og irregulære migranter. Det skal bl.a. ske ved mere effektiv gennemførelse af tilbagesendelsesaftaler mellem Vestbalkan-lande og lande som Afghanistan, Bangladesh, Marokko og Pakistan.

Det andet projekt er målrettet støtte til at styrke de lokale myndigheders grænsekontrol, så der bedre kan sættes ind over for bl.a. menneskesmugling og bedrageri med id- og rejsedokumenter. Derudover støttes digitalisering af id-kontrol.

Udviklingsbistanden til projekterne er en del af de midler, som regeringen har dedikeret til at understøtte indsatsen for at skabe et retfærdigt og humant asylsystem.

Begge projekter gennemføres af FN’s Migrationsorganisation (IOM).

Læs mere om projektet vedr. hjemsendelse.

Læs mere om projektet vedr. grænsekontrol.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Karen Møberg
Karen Møberg
15:02 - 10. januar 2021 15:02

I stedet burde EU stoppe strømme ved at sejle dem tilbage, når de ankom, så ville det hurtig høre op, eller afvise dem inden de nåede Europa.

Poul Rand
Poul Rand
09:50 - 11. januar 2021 09:50
Svar til  Karen Møberg

Nemlig, Du har så evigt ret Karen.